Billeder på siden
PDF
ePub

„Hvad holde I efter ?" raabte min Kudst.

„Hvad vi holde efter?" svartes der: „Har I Lyst til til at fjøre gjennem Helvede, saa kan I jo kjøre omkring!"

Her kan I ikke komme om," raabte een af Bønderne, som kom hen til os med sin Fork paa Nakken: Vinden bærer lige over Landeveien, og Ilden har naaet den paa mange Steder."

"Kan vi ikke kjøre uden om?" spurgte man paa den forreste Vogn.

"Nei," svarte Bonden: der er en Mose her til Høire; dersom I kjendte til Veien til Venstre, der kunde det maaskee gaae an; men faa maae I kjøre et Stykke tvers over Heden, inden I igien naaer Landeveien.“

„Vil Du vise os Vei?” sagde jeg.

„Jeg tør iffe vel gaae herfra for Sognefogden!" svarte han. "Men om jeg giver Dig en Bankoseddel?" gjentog jeg. "Det var en anden Sag, lød Svaret nu: „vil I til Viborg?"

"Ja!"

[ocr errors]

Bonden gav sin Fork fra sig, gik til Venstre hen uden om Ilden og bad os følge efter.

Jeg dreiede først ind i Heden, og den forreste Vogn bag efter mig; men da det gik tvers over gamle tilgroede Hjulspor, faldt Kjørselen temmelig ujevn, og ved ethvert heftigt Skump hørte jeg et qvindeligt "Ih!" fra den anden Vogn. Det var først nu, jeg faae mig om efter den, og fandt, at der paa den var, foruden Kudsken, en føer gammelagtig mand og et ungt Fruentimmer. Jeg lod gjøre Holdt, stod af, gik hen til dem, og foreslog: at lade Vognene kjøre foran, og selv tilfods følge efter. Forslaget blev antaget, og jeg bød Fruentimmeret min Arm.

Endnu havde jeg ikke ret feet hendes Ansigt, da hun

stod af til den Side, som vendte fra Ilden, men en fuldkommen smuk Figur, hvis Omrids Luerne viste mig, opfordrede mig til at sige hende nogle Artigheder, som f. Er. at jeg nu befandt mig imellem en dobbelt Jld (jeg gik imellem hende og Ilden), at dette vist ikke var Helvede, som jeg før hørte raabe, siden Englene vare saa nær, b. f. v. Min Tiltale blev faa vittigt besvaret, at jeg blev nysgjerrig for at see den Mund, der talte saa vel.

[ocr errors]

Pludselig lod jeg, som om jeg gjorde et Feiltrin, for at komme til at gjøre en Vending mod Jlden. Jeg saae! Him mel! jeg faae en virkelig Engel, en Engel saa deilig, saa majestætist stjøn, at borte var al min Vittighed, alt mit Mod. Havde jeg før sagt formeget, sagde jeg nu for lidt, thi jeg sagde slet intet. Ofte vilde jeg igjen begynde paa den afbrudte Samtale; men Alt hvad der faldt mig ind, syntes mig erkedumt Toi. Kort sagt: jeg begyndte halvt om halvt at troe, jeg var forliebt, endskjøndt der ogsaa faldt mig en anden Fortolkning ind, den nemlig, at dette himmelske Ansigt var mig bekjendt, hvorvel jeg slet ikke kunde komme paa, naar og hvor jeg først havde feet det.

Jeg skammede mig jo længere jo dybere over min pluds selige Taushed, og det faldt mig som en Steen fra mit Hjerte, da Pigens Reisefælle indledte en Samtale om Hedebrande, ledsaget af Spørgsmaal, som jeg, til Lykke, var istand til at besvare. Saaledes naaede vi da atter Landeveien, men da Pigen slap min Arm og hoppede op paa fin egen Vogn, havde jeg en Følelse, omtrent som naar man fra en varm Stue kommer ud i Kulden.

Vognen rullede bort; hun vendte sig endnu engang, og nikkede til mig, men jeg blev staaende, og havde vel staaet der endnu, dersom ikke min Kudsk havde spurgt, om jeg ikke nu vilde op at kjøre?

Jeg satte mig op, de Andre havde imidlertid faaet et Forspring, og fjørte tillige rask; men hvor inderligt jeg end ønskede at naae dem, kunde jeg ikke hitte paa, at bede Kudflen ile nok et Beviis, at det ikke var rigtigt med mig; og troer jeg næsten, at jeg havde en Slags Frygt for at minde ham.

[ocr errors]

[ocr errors]
[ocr errors]

Skjendt jeg efter nogen Tios Forløb angrede min Dorfthed, saa trøstede jeg mig dog med, at jeg snart skulde samles med hende i Kroen. Jeg kom faae hende ikke. Jeg spurgte, man vidste af ingen Vogn at sige de maatte være kjørte forbi. Jeg beskrev begge Reisende saa godt jeg kunde - man fjendte dem ikke, og gjættede snart paa Een, snart paa en Anden, hvorved jeg blev end mere forvildet. Jeg vilde efter dem, men hvorhen? Veien deelte sig ved Kroen i tre Grene, og hvilken skulde jeg følge? Ærgerlig, fulten, forelftet, gik jeg tilsengs, bandende min egen Dumhed, at jeg ei engang havde forhørt mig om deres Navne og Bopæl.

III.
Ballet.

Efteraaret og Vinteren vare komne sammen, og ftrede om Herredømmet; det vil sige saa meget som, at det var sidst i November Maaned, da Snee, Slud, Regn, Blæst og Taage kappedes om at opbløde Jorden og formørke Himlen og Humøret. Mit Landvæsen var organiseret, en Avlsforvalter antaget, amerikanske Plouge, Exstirpatorer, Tærskemaskiner etc. etc. anskaffede, Schweißerkøer og spanske Faar indkjøbte; Gaardens Huse vare reparerede og pent oppudsede baade udvendigt og indvendigt; moderne Lysekroner og Lamper, Dis vaner, Himmelsenge og skjønne Malerier prydede de nylig

gibsede Værelser end en Kone.

med faa Ord: der fattedes iffe Andet,

Men jeg havde nu fast forefat mig, iffe at ægte nogen Anden, end min Deilige paa Heden, som jeg efter tre Maaneders Forløb endnu ikke havde glemt, skjøndt jeg stundom var nær ved at ansee hele Eventyret for et Luftfyn, og hende selv for en Salamanderfee.

For at adsprede mig lidt og opmuntre mit Sind i det mørke Veir, som og for at gjøre et honet Vekjendtskab med Omegnens honette Folk, havde jeg ved min Forvalter som heromkring var vel bekjendt Miles Omkreds indbyde til et Bal.

[ocr errors]

-

ladet dem Alle paa to

Aftenen kom, og den ene Vogn efter den anden rullede ind i Gaarden med Herrer og Damer. I den marmorflisede Vestibul modtog jeg dem nok saa galant, iført min russiske Husaruniform og smykket med mine Ordener. Her gjenkjendte jeg mangen en Barndoms Ven og Veninde, saae flere nye Ansigter, men Ingen blandt dem Alle, som var istand til at forandre Taften i min Puls.

Saasnart Damer og Cavalerer vare omklædte og pyntede, og Forvalteren forsikkrede mig, at de nu vare komne, som vilde komme, aabnede jeg Ballet til Musikken af de tre nærmeste Kjøbstæders blæsende og bestrengede Instrumenter. Jeg havde dandset Qvadrillen igjennem paa sidste Par nær, uden enten saa noie at tage Damerne i Diesyn, eller lægge Mærke til, at just et nysankommen Par havde opstillet fig. Idet jeg gav denne Dame Haand til Rundt, faldt mit Blik paa hendes Ansigt - Amor! du Guders og Menneskers Herre!" det var hende! havde jeg rørt ved en Sitteraal, et heftigere elektrisk Stød skulde jeg ikke have fornummet. Paa Stødet fulgte en sagte Skjælven; men enten det var min

Haand eller hendes, der skjalv, vidste jeg endnu iffe; rimeligviis var det dem begge to.

„Saaledes som sidst," begyndte jeg, da Touren var forbi: „maae vi ikke skilles ad."

"Det var ved Ilden, troer jeg!" svarte hun rødmende. "Veed De, at den brænder endnu?" vedblev jeg. „Oh!“ sagde hun alvorlig: „Det maa være en anden Jld, det fænger let i Heden —

"Men slukkes vanskelig," afbrød jeg.

„Ofte gaaer den ud af sig selv," lagde hun langsomt til. "Dennegang ikke!" sagde med Heftighed, og bød hende op til næste Dands.

Hvorfor skulle jeg gjentage denne Nats forliebte Galskaber? Om Morgenen fad jeg i Kjærlighed til begge Ørerne, og næste Eftermiddag reed jeg ind i Hr. N.....s Gaard, for at høre til hans skjønne Datters Befindende. God Gjerning kan ikke gjøres for tidt, og derfor gjentog jeg mit Besøg, først hveranden Dag og siden hver Dag, indtil min elskede Josepha engang saa hændelsesviis sank til mit Bryst og tilstod mig fin Kjærlighed. Ufortøvet opsøgte jeg Faderen, og

bad om hans elskværdige Datter.

"Af mit gandske Hjerte," svarte han: under jeg dem

[ocr errors]

Pigen; men et Ord først: hun er

iffe min Datter! hvorvel jeg elsker hende ligesaa hoit, som om hun virkelig var det."

"Hvorledes?“ raabte jeg: „Hvis er hun da?“

"

Vil De endnu have hende?" spurgte han.

„Om hun saa var Natmandens Datter i H.....e," svarte jeg: saa maa og skal hun være min kone!"

"

Velan! Jeg skal da aabenbare Dem hendes Herkomst; men det bliver mellem os mellem os To alene en evig Hemmelighed. Hun selv veed Intet deraf, og bør Intet vide,

[ocr errors]
« ForrigeFortsæt »