„Hvad holde I efter?" raabte min Kudst.

„Hvad vi holde efter?" svartes der: „Har I Lyft til til at fjøre gjennem Helvede, saa kan I jo kjøre omkring!" Her kan I ikke komme om," raabte een af Bønderne, som kom hen til os med sin Fork paa Nakken: Vinden bærer lige over Landeveien, og Ilden har naaet den paa mange Steder."

"Kan vi ikke kjøre uden om?" spurgte man paa den forreste Vogn.

„Nei, svarte Bonden: "der er en Mose her til Høire; dersom kjendte til Veien til Venstre, der kunde det maaskee gaae an; men faa maae I kjøre et Stykke tvers over Heden, inden I igien naaer Landeveien.“

„Vil Du vise os Vei?" sagde jeg.

"

Jeg tør ikke vel gaae herfra for Sognefogden!“ svarte han. "Men om jeg giver Dig en Bankofeddel?" gjentog jeg. „Det var en anden Sag, lød Svaret nu: „vil I til Viborg?"

1

"Ja!"

Bonden gav sin Fork fra sig, gik til Venstre hen uden om Ilden og bad os følge efter.

Jeg dreiede først ind i Heden, og den forreste Vogn bag efter mig; men da det gik tvers over gamle tilgroede Hjulspor, faldt Kjørselen temmelig ujevn, og ved ethvert heftigt Skump hørte jeg et qvindeligt "Ih!" fra den anden Vogn. Det var først nu, jeg saae mig om efter den, og fandt, at der paa den var, foruden Kudfken, en føer gammelagtig mand og et ungt Fruentimmer. Jeg lod gjøre Holdt, stod af, gik hen til dem, og foreslog: at lade Vognene kjøre foran, og selv tilfods følge efter. Forslaget blev antaget, og jeg bød Fruentimmeret min Arm.

Endnu havde jeg ikke ret feet hendes Ansigt, da hun

་

stod af til den Side, som vendte fra Ilden, men en fuldkommen smuk Figur, hvis Omrids Luerne viste mig, opfordrede mig til at sige hende nogle Artigheder, som f. Ex. at jeg nu befandt mig imellem en dobbelt Jld (jeg gik imellem hende og Ilden), at dette vist ikke var Helvede, som jeg før hørte raabe, siden Englene vare saa nær, b. f. b. Min Tiltale blev faa vittigt besvaret, at jeg blev nysgjerrig for. at see den Mund, der talte saa vel.

Pludselig lod jeg, som om jeg gjorde et Feiltrin, for at komme til at gjøre en Vending mod Jlden. Jeg faae! Himmel! jeg faae en virkelig Engel, en Engel saa deilig, saa majestætisk skjøn, at borte var al min Vittighed, alt mit Mod. Havde jeg før sagt formeget, fagde jeg nu for lidt, thi jeg sagde slet intet. Ofte vilde jeg igjen begynde paa den afbrudte Samtale; men Alt hvad der faldt mig ind, syntes mig erkedumt Toi. Kort sagt: jeg begyndte halvt om halvt at troe, jeg var forliebt, endskjøndt der ogsaa faldt mig en anden Fortolkning ind, den nemlig, at dette himmelske Ansigt var mig bekjendt, hvorvel jeg slet ikke kunde komme paa, naar og hvor jeg først havde feet det.

Jeg skammede mig jo længere jo dybere over min pluds felige Taushed, og det faldt mig som en Steen fra mit Hjerte, da Pigens Reisefælle indledte en Samtale om Hedebrandc, ledsaget af Spørgsmaal, som jeg, til Lykke, var istand til at besvare. Saaledes naaede vi da atter Landeveien, men da Pigen slap min Arm og hoppede op paa sin egen Vogn, havde jeg en Følelse, omtrent som naar man fra en varm Stue fommer ud i Kulden.

Vognen rullede bort; hun vendte sig endnu engang, og nikkede til mig, men jeg blev staaende, og havde vel staaet der endnu, dersom ikke min Kudst havde spurgt, om jeg ikke nu vilde op at kjøre?

Jeg satte mig op, de Andre havde imidlertid faaet et Forspring, og kjørte tillige rask; men hvor inderligt jeg end ønskede at naae dem, kunde jeg iffe hitte paa, at bede Kudflen ile nok et Beviis, at det ikke var rigtigt med mig; og troer jeg næsten, at jeg havde en Slags Frygt for at minde ham.

Skjøndt jeg efter nogen Tios Forløb angrede min Dorsthed, saa trøstede jeg mig dog med, at jeg snart skulde samles med hende i Kroen. Jeg kom - faae hende ikke. Jeg spurgte, man vidste af ingen Vogn at sige — de maatte være kjørte forbi. Jeg beskrev begge Reisende saa godt jeg kunde man fjendte dem iffe, og gjættede snart paa Een, snart paa en Anden, hvorved jeg blev end mere forvildet. Jeg vilde efter dem, men hvorhen? Veien deelte sig ved Kroen i tre Grene, og hvilken skulde jeg følge? ærgerlig, sulten, forelftet, gik jeg tilsengs, bandende min egen Dumhed, at jeg ei engang havde forhørt mig om deres Navne og Bopæl.

III.
Ballet.

Efteraaret og Vinteren vare komne sammen, og ftrede om Herredømmet; det vil sige saa meget som, at det var sidst i November Maaned, da Snee, Slud, Regn, Blæst og Taage kappedes om at opbløde Jorden og formørke Himlen og Humøret. Mit Landvæsen var organiseret, en Avlsforvalter antaget, amerikanske Plouge, Erstirpatorer, Tærskemaskiner etc. etc. anskaffede, Schweißerkøer og spanske Faar indkjøbte; Gaardens Huse vare reparerede og pent oppudsede baade udvendigt og indvendigt; moderne Lysekroner og Lamper, Dis vaner, Himmelsenge og skjønne Malerier prydede de nylig

Men jeg havde nu fast forefat mig, ikke at ægte nogen Anden, end min Deilige paa Heden, som jeg efter tre Maaneders Forløb endnu ikke havde glemt, skjøndt jeg stundom var nær ved at ansee hele Eventyret for et Luftfyn, og hende selv for en Salamanderfee.

For at adsprede mig lidt og opmuntre mit Sind i det mørke Veir, som og for at gjøre et honet Vekjendtskab med Omegnens honette Folk, havde jeg ved min Forvalter som heromkring var vel bekjendt - ladet dem Alle paa to Miles Omkreds indbyde til et Bal.

Aftenen kom, og den ene Vogn efter den anden rullede ind i Gaarden med Herrer og Damer. I den marmorflisede Vestibul modtog jeg dem nok saa galant, iført min russiske Husaruniform og smykket med mine Ordener. Her gjenkjendte jeg mangen en Barndoms Ven og Veninde, saae flere nye Ansigter, men Ingen blandt dem Alle, som var istand til at forandre Takten i min Puls.

Saasnart Damer og Cavalerer vare omklædte og pyntede, og Forvalteren forsikkrede mig, at de nu vare komne, som vilde komme, aabnede jeg Ballet til Musikken af de tre nærmeste Kjøbstæders blæsende og bestrengede Instrumenter. Jeg havde dandset Ovadrillen igjennem paa sidste Par nær, uden enten saa noie at tage Damerne i Diesyn, eller lægge Mærke til, at just et nysankommen Par havde opstillet fig. Jdet jeg gav denne Dame Haand til Rundt, faldt mit Blik paa hendes Ansigt - Amor! du Guders og Menneskers Herre!" det var hende! havde jeg rørt ved en Sitteraal, et heftigere elektrisk Stød skulde jeg ikke have fornummet. Paa Støbet fulgte en sagte Skjælven; men enten det var min

Haand eller hendes, der stjalv, vidste jeg endnu iffe; rimeligviis var det dem begge to.

"Saaledes som sidst," begyndte jeg, da Touren var forbi: maae vi ikke skilles ad."

"Det var ved Jlden, troer jeg!" svarte hun rødmende. „Veed De, at den brænder endnu?" vedblev jeg. "Oh!" sagde hun alvorlig: "Det maa være en anden Jld, det fænger let i Heden

-l

"Men slukkes vanskelig," afbrød jeg.

„Ofte gaaer den ud af sig selv," lagde hun langsomt til. „Dennegang ikke!" sagde med Heftighed, og bød hende op til næste Dands.

Hvorfor skulle jeg gjentage denne Nats forliebte Galskaber? Om Morgenen sad jeg i Kjærlighed til begge Drerne, og næste Eftermiddag reed jeg ind i Hr. N.....s Gaard, for at høre til hans skjønne Datters Befindende. God Gjerning kan ikke gjøres for tidt, og derfor gjentog jeg mit Besøg, først hveranden Dag og siden hver Dag, indtil min elskede Josepha engang saa hændelsesviis sank til mit Bryst og tilstod mig fin Kjærlighed. Ufortovet opsøgte jeg Faderen, og bad om hans elskværdige Datter.

„Af mit gandske Hjerte," svarte han: „under jeg dem Pigen; men et Ord først: hun er iffe min Datter! hvorvel jeg elsker hende ligesaa heit, som om hun virkelig var det."

"Hvorledes?" raabte jeg: „Hvis er hun da?"

Vil De endnu have hende?" spurgte han.

"

„Om hun saa var Natmandens Datter i H.....e," svarte

jeg: saa maa og skal hun være min Kone!"

"Velan! Jeg skal da aabenbare Dem hendes Herkomst; men det bliver mellem os mellem os To alene en evig Hemmelighed. Hun selv veed Intet deraf, og bør Jntet vide,