Billeder på siden
PDF
ePub

Den Tiltalte loe med, aabenbart uden at vide hvor: over. Nu var hele Selskabet samlet, og de øvrige Mandfolk omringede Stjænkeren, medens Vognene bleve forspændte. Zeg mindede Nielsen atter om den tagne Beslutning at ftille os fra de Andre. Han hørte paa mig uden at forstaae Meningen af mine Orb, og først, da jeg havde gjentaget dem, begreb han, hvad Talen var om, men erklærede ogsaa, at han nødvendig maatte til Byen - næste Morgen skulde vi bryde op. Jeg fik at lade ham raade; og Hjemrejsen git for fig i famme Orden fom Udrejsen.

Da vi vare fomne til Byen, affondrede alle Pigerne fig; de frøs og længtes efter Søvnen. Mandfolkene derimod bleve enige om at drikke en Bole Punsch, da der var et Par Timer endnu til Sengetid.

Nielsen undslog sig ikke for at deeltage heri, og ganske anderledes end jeg formodete syntes han at til: bagevinde fit muntre Ungdomsmod. Mod Medbejleren viste han fig næsten mere venskabelig end tilforn, og allerede bes gyndte jeg at troe paa hans Helbredelse fra denne daarlige Lidenskab for en Skabning, der saa letsindig kunde faste sig i en Andens Arme. Dog det var blot en anden Vending, Sygdommen tog.

Han brak mere, end tilbørlig, enten for at bedøve sig, eller. for at gjenvinde sit sædvanlige glade Lune. Omsider blev han aldeles beruset; og maatte i beviftløs Tilstand ledes bjem til Natteberberget og bringes i Seng.

Vi Andre adskiltes ftrar derefter, uden at Nogen syn: derligt ændsede et Uheld, der ved faadan Leilighed let kunde indtræffe; langt mindre omtedes om Aarsagen til Fyrens usædvanlige Drikkelyft. Endog for Maanedslieutenanten troer jeg, den var ganske ubetjendt; den raske, ærlige Gut abnede vist ikke, at det var ham felo, der traadte forstyrrende mel:

lem Nielsen og dennes langt ældre Rettigheder og hidtil velgrundede Haab.

Ved min Dpvaagnen den følgende Morgen, var det Første, jeg hørte af min Vært: at Kanonbaadene strar efter Midnat vare gaaede tilsøes for at prøve en Duft med en fiendtlig Sejler, om hvis Nærværelse Officiererne ved deres Ankomst i Kasernen havde faaet Underretning. Betænkende, om der ikke af denne omstændighed lod sig noget haabe for Ynglingens Hjertesanliggende, gik jeg hen til ham. Şan var allerede oppe, og traffede hurtig frem og tilbage i Værele set, som Een, der vil til at gaae ud, og idet samme befinder fig paa Noget, han har glemt; han bemærkede slet ikke min Indtræbelse, ftjøndt han var nær ved at løbe mig overende. Hans Udseende var mørkt og forvildet, hvilket jeg dog for en Deel tilstrev Følgerne af Rusen.

Den Nyhed, jeg medbragte, tændte virkelig atter Haas bets Gnift, ber tilsyneladende allerede skulde være udsluffet, men nu gav et svagt og flygtigt Skjær i hans Aasyn.

Han stod stille nogle Djebliffe, og faae ud af Vinduet; derpaa sagde han: 3eg har endnu eet lille Ærinde,

og faa

Der lage et besynderligt Eftertryk i dette saan faa reise vi vel?" tog jeg op. Han niffede og gif - lige ben til laurenz a.

Det varede neppe fem Minutter, inden han kom igjen. Jeg læste i hans Ansigt der stod ffreven: „hun er tabt for mig, men jeg foragter hende...

Vi rejste. Paa Vejen talede han kun lidet, dog uden at vise mindste Aandsfraværelse. Jeg beroligede mig, og tænkte, at Romanen var tilende og vilde muelig endogsaa tjene den viltre Knøs som en nyttig lærdom for Fremtiden.

Endnu samme Dag forlod jeg Faderens Gaard, og ffrey den bele Begivenhed i Glemmebogen.

Fire Maaneder derefter faldt min Bej atter igiennem Grenaae. Jeg ankom der et Stykke ud paa Aftenen. Det halve af den lille Bye -- det vil sige: den største Gade var illumineret, og da jeg stod af Vognen, erfarede jeg, at det var Lieutenant J***, som holdt Bryllup med Jomfrue Laurenza.

Af Eremitten felv fik jeg først benne Nyhed; og glemte han iffe at gjøre mig opmærksom paa, hvorlunde han havde sagt alt dette forud; famt at han havde været derovre, og var bleven godt tracteret. Dette funde jeg virkelig fee; ansigtets Robme skinnede igjennem det hvide Sfjæg.

Mine Tanker faldt naturligviis paa stakkels Nielsen; jeg spurgte om ham, og hvorledes Pips Spaabomme paa ham vare indtrufne ?

"Hæ!svarte Eremitten godt nok! en fjæf Søemand har jo snappet hans Kjerefte fra ham; og ffal han brukne, saa bar det vel endnu dog Tid...

Med disse Drd begav han fig paa Veien til fin Hule, nynnende en gammel Søemandsvise om en beget Matros, som fif en riig Kijebmandsbatter, der havde dødelig forelsket fig i bam.

Det mig bestemte Soveværelse vendte ud til Gaden, og da det var illumineret med alle de Andre, kunde jeg iffe komme i Seng for Midnat. Da nu alle lys vare slukkede, undtagen i Gildehuset tvært over for mig, aabnede jeg et Vindue, lænede mig paa Karmen og lyttede til Dansemu: siken, der klang saa muntert i den mørke og stille Nat.

Le

[ocr errors]

Som ing atter vil lukke Vinduet, og bøjer mig ud for at tage fat paa Krogen, bemærker jeg et Menneske, som staaer et Par Favne til Siden, med Ryggen op til Naboens Huus. Ved det Stjær, som histovrefra belyste ham, funde jeg ret godt see, men ikke strar fjende ham. Det var Nielsen; men hvilfen Forandring var i disse fire Maaneder foregaaet med den ungdomskraftige, glade og elegante Yngling! Hans Kinder vare blege og indfaldne, Dinene matte og dybt indsunfne, Skuldrene hængte fom paa en udmagret Diding, eller Een, der nyd er kommen op af et langvarigt Sygeleje. Dragten fvarede til hans udseende: en gammel blaa Fraffe, hvidagtig paa Albuerae og de udstaaende Skulderblade, et gammelt fort Silfellæde løst bundet om den smalle Hals, en stevet Hat, smudsige Støvler -- fee! dette var Alt, hvad der var bleven tilbage af det ulykkeligegunge Menneskes forrige altid hoist moderne og pene Paaklædning. Han mærkede mig iffe, og blev endnu længe staaende ganske ubevægelig, ftivt stirrende over til Brudebuset.

Det star mig i mit inderste Hjerte, men jeg kunde iffe bringe noget Drd over min Tunge. Sagte luffede jeg Vins duet. Først meer end en Time efterat jeg var kommen til: fengs, hørte jeg bam gaae bort med langsomme og slæbende Fjed. Jeg kunde ikke sove. Den lystige Strengeleeg hisset i Glædens Huus - og ber den tidligt udlevede Yngling, for hvem Glæden nu var bleven en fremmed Gjæst; hisfet El: ffors Middagshojde og her dens Midnat - jeg længtes efter Morgenen.

Ved det første svage Sfjær af Dagen, forlod jeg det føvnlose Leje, faftede mig í Klæderne, og ffyndte mig ud i det Frie.

Jeg fulgte Vejen til Havet, og satte mig paa Bolvær:

ket ved Aaens udløb. Solen var endnu ikke ftaget op. Luften var flar og mild. En fagte Landvind hvislede i det lange, gule Strandgræs, og formaaede først langt ude at fruse det blanfe Vandspejl, der bølgede langsomt op og ned, og brød sig med uendelig Susen mod den stenige Bredde. Jeg tabte mig i Besfuelsen af det vældige Hav, i Tanker, grændseløse som dette, og kom først tilbage til mig selv, da Solen opsteeg som fra dets umaalelige Dyb, og vakte Sjæs len af sine dunkle Drømme.

Mine Dine faldt paa en mørk Gjenstand, som Aaens Bande førte ud til Havet, og som, i det Skjæl, hvor Begge mødes, gyngede op og ned uden at komme videre, ret som om den første iffe vilde beholde det og det sidste ligefaalidt modtage det. Endelig fik det falte Band Overmagt: Gjens ftanden drev til Siden, og rulledes af Dynningen frem og tilbage ved Havbredden. Jeg gik derhen det var Niels fens liig.

f Aaen tæt ovenfor færdedes nogle Fiffere. Jeg hids kaldte dem, og vi trak Liget op paa land. De hentede et Sejl, i hvilket de bare bet ind til Byen. Hvor fælsomt og rædsomt! For kort siden var den blomstrende Angling een af mine Bærere i hiint Galningeoptog nu bares han felo

fold og bleg for aldrig mere at opvaagne til livet og Glæden.

Jeg førgede for lægehjælp; forgiæves Døden havde fiffert Hold paa fit Bytte.

3 Skumringen kjørte en Arbeidsvogn det affiælede le's geme ud til Faderens Gaard; huult og tungt rumlede den neb ad Gaben. Jefe faaledes var det et Par Maaneder tils bage, da han i sin Baldragt ved den Elstedes Side, med den

« ForrigeFortsæt »