Den Tiltalte loe med, aabenbart uden at vide hvorover. Nu var hele Selskabet samlet, og de øvrige Mandfolk omringede Skjænkeren, medens Vognene bleve forspændte. Jeg mindede Nielsen atter om den tagne Beslutning at fkille os fra de Andre. Han hørte paa mig uden at forstaae Meningen af mine Ord, og først, da jeg havde gjentaget dem, begreb han, hvad Talen var om, men erklærede ogsaa, at han nødvendig maatte til Byen næste Morgen skulde vi bryde op. Jeg fik at lade ham raade; og Hjemrejsen gik for sig i samme Orden som Udrejsen.

Da vi vare komne til Byen, affondrede alle Pigerne fig; de frøs og længtes efter Søvnen. Mandfolkene derimod bleve enige om at drikke en Bolle Punsch, da der var et Par Timer endnu til Sengetid.

Nielsen undslog sig ikke for at deeltage heri, og ganske anderledes end jeg formodede syntes han at tilbagevinde fit muntre Ungdomsmod. Mod Medbejleren viste han sig næsten mere venskabelig end tilforn, og allerede bes gyndte jeg at troe paa Hans Helbredelse fra denne daarlige Lidenskab for en Skabning, der saa letsindig kunde kaste sig i en Andens Arme. Dog det var blot en anden Vending, Sygdommen tog.

Han drak mere, end tilbørlig, enten for at bedøve sig, eller. for at gjenvinde sit sædvanlige glade Lune. Omsider blev han aldeles beruset; og maatte i beviftløs Tilstand ledes hjem til Natteherberget og bringes i Seng.

Vi Andre adskiltes ftrar derefter, uden at Nogen synderligt ændsede et Uheld, der ved saadan Leilighed let kunde indtræffe; langt mindre pmtedes om Aarsagen til Fyrens usædvanlige Drikkelyft. Endog for Maanedslieutenanten troer jeg, den var ganske ubekjendt; den raske, ærlige Gut ahnede vist ikke, at det var ham selv, der traadte forstyrrende mel

lem Nielsen og dennes langt ældre Rettigheder og hidtil velgrundede Haab.

Ved min Opvaagnen den følgende Morgen, var det Første, jeg hørte af min Vært: at Kanonbaadene strax efter Midnat vare gaaede tilsøes for at prøve en Dyst med en fjendtlig Sejler, om hvis Nærværelse Officiererne ved deres Ankomst í Kasernen havde faaet Underretning. Betænkende, om der ikke af denne Omstændighed lod sig noget haabe for Ynglingens Hjertesanliggende, gik jeg hen til ham. Han var allerede oppe, og traffede hurtig frem og tilbage i Værels set, som Een, der vil til at gaae ud, og idet samme befinder fig paa Noget, han har glemt; han bemærkede slet ikke min Indtrædelse, ftjøndt han var nær ved at løbe mig overende. Hans Udseende var mørkt og forvildet, hvilket jeg dog for en Deel tilskrev Følgerne af Rufen.

Den Nyhed, jeg medbragte, tændte virkelig atter Haabets Gnist, der tilsyneladende allerede skulde være udslukket, men nu gav et svagt og flygtigt Skjær i hans Aasyn.

Han stod stille nogle Djeblikke, og saae ud af Vinduet; derpaa sagde han: "Jeg har endnu eet lille rinde, og saa

Der laae et besynderligt Eftertryk i dette „saa" „saa rejse vi vel?" tog jeg op. Han nikkede og gik — lige hen til Laurenza.

Det varede neppe fem Minutter, inden han kom igjen. Jeg læste i hans Ansigt :- der stod skreven: hun er tabt for mig, men jeg foragter hende."

Vi rejste. Paa Vejen talede han kun lidet, dog uden at vise mindste Aandsfraværelse. Jeg beroligede mig, og tænkte, at Romanen var tilende og vilde muelig endogsaa tjene den viltre Knøs som en nyttig Lærdom for Fremtiden.

Endnu famme Dag forlod jeg Faderens Gaard, og skrev den hele Begivenhed i Glemmebogen.

Fire Maaneder derefter faldt min Vej atter igjennem Grenaae. Jeg ankom der et Stykke ud paa Aftenen. Det halve af den lille Bye det vil sige: den største Gade var illumineret, og da jeg stod af Vognen, erfarede jeg, at det var Lieutenant J***, som holdt Bryllup med Jomfrue Laurenza.

Af Eremitten selv fik jeg først denne Nyhed; og glemte han ikke at gjøre mig opmærksom paa, hvorlunde han havde sagt alt dette forud; samt at han havde været derovre, og var bleven godt tracteret. Dette kunde jeg virkelig see; Ansigtets Nødme skinnede igjennem det hvide Skjæg.

Mine Tanker faldt naturligviis paa stakkels Nielsen; jeg spurgte om ham, og hvorledes Pips Spaadomme paa ham vare indtrufne?

"Hæ!“ svarte Eremitten godt nok! en kjæk Søemand har jo snappet hans Kjereste fra ham; og skal han drukne, saa har det vel endnu dog Tid.".

Med disse Ord begav han sig paa Veien til sin Hule, nynnende en gammel Søemandsvise om en beget Matros, som fik en riig Kjøbmandsdatter, der havde dødelig forelsket sig i ham.

Det mig bestemte Soveværelse vendte ud til Gaden, og da det var illumineret med alle de Andre, kunde jeg ikke komme i Seng for Midnat. Da nu alle Lys vare slukkede, undtagen i Gildehuset tvært over for mig, aabnede jeg et Vindue, lænede mig paa Karmen og lyttede til Dansemufiken, der klang saa muntert i den mørke og stille Nat.

Som jeg atter vil lukke Vinduet, og bøjer mig ud for at tage fat paa Krogen, bemærker jeg et Menneske, som staaer et Par Favne til Siden, med Ryggen op til Naboens Huus. Ved det Skjær, som histovrefra belyste ham, kunde jeg ret godt see, men ikke strar kjende ham. Det var Nielsen; men hvilken Forandring var i disse fire Maaneder foregaaet med den ungdomskraftige, glade og elegante Yngling! Hans Kinder vare blege og indfaldne, Dinene matte og dybt indsunkne, Skuldrene hængte som paa en udmagret Olding, eller Een, der nys er kommen op af et langvarigt Sygeleje. Dragten fvarede til hans Udseende: en gammel blaa Frakke, hvidagtig paa Albuerae og de udstaaende Skulderblade, et gammelt fort Silkeklæde løst bundet om den smalle Hals, en støvet Hat, smudsige Støvler - fee! dette var Alt, hvad der var bleven tilbage af det ulykkelige unge Menneskes forrige altid hoist moderne og pene Paaklædning. Han mærkede mig ikke, og blev endnu længe staaende ganske ubevægelig, stivt stirrende over til Brudehuset.

Det star mig i mit inderste Hjerte, men jeg kunde ikke bringe noget Ord over min Tunge. Sagte lukkede jeg Vinduet. Først meer end en Time efterat jeg var kommen tila fengs, hørte jeg ham gaae bort med langsomme og slæbende Fied. Jeg kunde ikke sove. Den lystige Strengeleeg hisset i Glædens Huus og her den tidligt udlevede Yngling, for hvem Glæden nu var bleven en fremmed Gjæst; hisset Elsfors Middagshøjde og her dens Midnat

efter Morgenen.

jeg længtes

Ved det første svage Skjær af Dagen, forlod jeg det søvnløse Leje, kastede mig i Klæderne, og skyndte mig ud i det Frie.

Jeg fulgte Vejen til Havet, og satte mig paa Bolvær

ket ved Aaens Udløb. Luften var klar og mild. En sagte Landvind hvislede i det lange, gule Strandgræs, og formaaede først langt ude at kruse det blanke Vandspejl, der bølgede langsomt op og ned, og brød sig med uendelig Sufen mod den stenige Bredde. Jeg tabte mig i Beskuelsen af det vældige Hav, i Tanker, grændseløse som dette, og kom først tilbage til mig selv, da Solen opsteeg som fra dets umaalelige Dyb, og vakte Sjæ= len af fine dunkle Drømme.

Solen var endnu ikke staaet op.

Mine Pine faldt paa en mørk Gjenstand, som Aaens Vande førte ud til Havet, og som, i det Skjæl, hvor Begge modes, gyngede op og ned uden at komme videre, ret som om den første ikke vilde beholde det og det sidste ligesaalidt modtage det. Endelig fik det falte Vand Overmagt: Gjen= standen drev til Siden, og rulledes af Dynningen frem og tilbage ved Havbredden. Jeg gik derhen det var Nielsens Liig.

I Aaen tæt ovenfor færdedes nogle Fistere. Jeg hidkaldte dem, og vi trak Liget op paa Land. De hentede et Sejl, i hvilket de bare det ind til Byen. Hvor sælsomt og rædsomt! For kort siden var den blomstrende Yngling een af mine Bærere i hiint Galningeoptog nu bares han

for aldrig mere at opvaagne til

Jeg førgede for Lægehjælp; forgjæves fittert Hold paa fit Bytte.

I Skumringen kjørte en Arbeidsvogn det affjælede Legeme ud til Faderens Gaard; huult og tungt rumlede den ned ad Gaden. Ikke faaledes var det et Par Maaneder tilbage, da han i sin Baldragt ved den Elskedes Side, med den