de tabt deres største Herlighed, fordi den aandelige Nydelse længe iforvejen er udtømt som en riig men fjern Arv, der optages inden den falder. Men nu de onde Forudsigelser! med utidig, stedse fortidig Angst og Bekymring martre de de Stakkels Dødelige, der dog kunde have fuldtop i hver Dags Møje. Og denne Frygt for tilkommende Sorger forbittrer faaledes de nærværende Glæder, der alligevel ere flygtige nok. Men den rædsomste Folge af slig overtroist Nysigenhed, og som ikke sjelden finder Sted, er dog endnu tilbage. Ligesom Fuglen, fasttryllet af Slangens magiske Blik, ikke mægter at løsrive sit fra Fjendens, men farer den endog med en hartad magnetisk Kraft lige ind i det gabende giftige Svælg; saaledes stirrer Mennesket uafladelig hen imod det i Fremtiden truende Uhyre, iler det villielos imøde, og opfylder selv Spaadommen. Ak! mindst tænkte jeg dog, at jeg saasnart skulde opleve et Exempel paa Rigtigheden af denne psychologiske Bemærkning.

Lidt udenfor Byen kom Nielsen hen til mig, og spurgte med paatagen Ligegyldighed, hvad jeg tænkte om Spaadom men. Jeg sagde ham min Mening, omtrent som den ovenfor er fremsat.

Han hørte til uden at afbryde mig: men da jeg taug, tog han mig under Armen, og sagde mere fortrolig end jeg funde gjøre Fordring paa: „javist! alle Spaadomme ere Bedrag. Den gamle Kjeltring vilde gjøre sig vigtig han vidste nok, Byen hedde Snerpe, men ikke hvor den snerpede hen for jeg vil sige Dem mellem os; Tøsen der er allerede faa godt som forlovet med den af de to unge Karle, som han sagde, fik hende ikke, og hun kan godt lide ham, det veed jeg bestemt; og begges Forældre ønske det, det veed jeg ogsaa

S. S. Blicher. Gamle og nye Noveller. I.

8

„Manne!“ raabte her een af Søeofficiererne, der forud convojerede Damerne.

"Holloj!" svarte den Anden bagved.

"Har I ingen Træer i Nærheden? spurgte den Første. "Vil Du hænge Dig?" spurgte Cammeraten.

"

Ikke idag" vedblev hiin; men Damerne kunde ha' Lyst til en Skovtour.“

Strar blev denne Idee grebet med Jvrighed af hele Sel= skabet. Man fordoblede fine Skridt, for snart at naae Byen og anskaffe de nødvendige Vogne. Inden en Times Forløb rullede fire ud til nærmeste Skov. Jeg maatte følge med, og blive endnu denne Dag over.

Spaadommens Frøe begyndte allerede at spire. Laurenza havde upaatvivlelig lige til denne Tid næret Godhed for Nielsen, og at hun nu syntes at overføre en Deel af denne paa Søemanden, var neppe andet end Djebliks Letfind, Lune, eller et instinctmæssigt Skjelmerie til at pine den første Tilbeder, og som ingen videre Følger vilde havt; saa meget mindre som Havets Søn ej heller skulde fortsat et flygtigt Galanterie, hvis ikke Spaadommen hos dem begge havde gjort Spøg til Alvor.

Men just denne ulyksalige Spaadom var det, der førte dem nærmere til hverandre, idet den drev Hjerterncs vi saa maae sige overfladiske Bevægelser dybere ind, og gav de lette Følelser Udseende af en Styrke, der virkelig var dem fremmed. Eremitten forekom dem at være en Sandsiger, der pludselig sønderrev det Slør, som skjulte deres Tanker for dem selv, og aabenbarede en Hemmelighed, paa hvis Tilværelse de nu først begyndte at troe.

Første Følge af denne formeentlige Opdagelse var vistnok, at de kom til at sidde sammen paa Vognen, til bitter Krænkelse for min Sidemand, den arme Nielsen, hvis Skin

syge robede sig tydeligt nok i usammenhængende Snak og umotiveret Latter; hvorhos han viste, at hans Sjæl uophørligen sysselsatte sig med Oraklet, der saa ftrar og lige for hans Øjne begyndte at gaae i Opfyldelse.

Det var en af de dejlige Dage, da Foraaret og Sommeren mødes. Skoven var fuldt udsprungen; Bøgen, det skjønne danske Træe, havde heelt udfoldet. sin rige Bladedragt, dette lyse, fine, livlige Grønne, som den af alle ene ejer, men som og, liig Menneskets sødeste Ungdomsfryd, snarlig formørkes af Stormen. Vore hjemlandske vingede

Sangere, dem Syden ikke fjender, fordi de der ere fun ftumme Gjæster, kvidrede, fløjtede, klukkede, kurrede, trindt i den store festlige Løvsal, hvis Gulv var bestrøet med Hvidvisser, Floras første Børn i Nordens Skove, med glindsende gule Smørblomster, med Blaaklokken, og Glemmigej, og med Løvetand, der i fit korte Liv ingen Overgang kjender fra Vaar til Høst, blomstrer idag, og imorgen bærer sit Frøe under Kronen af hvide Duun.

Himmelen smilte til Jorden; ingen Taageplet paa dens lysblaa Kuppel; ingen Vind i den milde Luft; Solen havde forbudet dem alle at røre sig, paa det een Dag hernede kunde henleves i uforstyrret Glæde Glæde? jeg glemmer mig selv, jeg glemmer den førgelige Tildragelse, den Storm af rædsomme Lidenskaber, jeg har foresat mig at skildre, men som bedre maaskee laae gjemt i Forglemmelsens Mørke, liig den visnede Blomst, over hvilken et andet Foraars Blomster udbrede deres friske Blade.

Vi havde lejret os under Hvælvingen af en mægtig Bøg, hvorfra der var viid Udsigt til Havet, og nøde de medbragte Forfriskninger, Alle med stor Munterhed; fun Nielsens var for overdreven og stundom vild, til ikke af være forstilt. Han prøvede at vække den Elskedes Skinsyge

S*

ved Spøg, der ikke var langt fra Fjasen, med en af de andre unge Piger: forgjæves! hun syntes ej engang at ændse det, faa hentagen var hun af sin ny Cavaliers Underholdning.

Timerne fløj. Een Leeg afløste den anden.

1

Omsider gif det ud over de uskyldige Blomster, der maatte tjene som Kasteskyts i et Slag, der for at tale i Søesproget begyndte med to af Fregatterne, men snart blev almindeligt over hele Linien. Da lod uventet de liflige, til Dands indbydende Toner af Violiner og Fløjter en Overraffelse, forberedt af Søefrigerne. Flur bortkastedes Vaabnene; og snart svingede Ungersvendene deres skjønne Fiender i hvirvlende Valts.

Laurenzas Meddanser behøver jeg iffe at nævne. Nielsen foer en tidlang afsted som om han var bidt af en Tarantel; men med eet holdt han op, foregivende til Undskyldning for fin Dame, at han vilde see til Kudskene, om de vare færdige til paa givet Vink at spænde for. Det var et Paaskud; jeg saae ham stille sig bag ved en Bust med Ryggen op til et Træe, hvorfra han gjennem Bladene kunde holde Dje med Gjenstanden for hans oprørte Sindsbevægelser.

Mangfoldig er Musikkens Magt. Den hæver de Bedendes Andagt, opflammer de Kæmpendes Mod; den blødgjør Hjertet til Medlidenhed, til Venskab og Kjerlighed; men den puster ogsaa til Ilden i den Skinsyges Barm, og hæver denne frygtelige Lidenskabs Storm til Orkan. Jeg gik forbi den Ulykkelige, og faae, selv useet, hans knyttede Hænder, hans skjælvende Knæér, de halv tillukkede stirrende Øjne i det dødblege Ansigt. Det skar mig i mit Hjerte, men jeg vidste Intet at sige til hans Beroligelse.

Dansen blev pludselig afbrudt. En kold Søevind rejste fig, og mindede føleligt om Hjemrejsen. Jeg gik hen til

Nielsen, og sagde ham Selskabets Beslutning, strar at vende tilbage; men tillige foreslog jeg ham, om ikke vi to gjorde bedst i at forlade de Andre og kjøre lige til hans Faders Gaard, der herfra var os langt nærmere end i Grenaae. Han sagde ja dertil, og tog mig under Armen.

Vognene støde i en Bondegaard et Par Bøsseskud borte; for at komme derhen, maatte vi passere en tættere Deel af Skoven, hvor der ikke lob nogen banet Stie. Man trængte fig derfor igjennem, hvor man bedst kunde, Een hist, en Anden her, og saaledes blev Forsamlingen temmelig adsplittet i Opgangen til Gaarden; jeg kjendte en mageligere Omvej, og ad denne førte jeg min tause Følgesvend. - Vi havde tilbage= lagt den største Strækning, da vi begge paa eengang noget til Siden faae Laurenza og Lieutenanten gaae langsomt frem i en aldeles utvivlsom Stilling: hans højre Arm laae om hendes Liv, og med den venstre Haand holdt han hendes højre; da Aabningen mellem Buskene var snæver, og vi gik rafk til, varede Synet neppe længer, end et Blink med Djet, men længe nok til at afgjøre den forsmaaede Ynglings Skjæbne.

Han skuddrede jeg følte et electrist Stød paa min Arm - men han sagde Intet jeg torde ikke see paa ham - vi gik videre, med større Hurtighed; han drog mig med fig, som om et Spøgelse var efter os. Da vi naaede Gaarden, stode her allerede nogle af vore Medrejsende ifærd med at befrie den medbragte Bacchus af sit Fængsel. Nielsen drak vist fire eller fem Glas i eet væk. Jeg troer ikke, han selv vidste hvad han gjorde; thi da den, som stjænkede, saaledes flere Gange havde fyldt det Glas, som Nielsen stedse beholdt i Haanden, brast han i Latter, tog det fra ham og sagde: stop lidt!" der er flere Munde end din Slughals!"