Billeder på siden
PDF
ePub

de tabt deres største Herlighed, fordi den aandelige Nydelse længe iforvejen er udtomt som en riig men fjern Arv, der optages inden den falder. Men nu de onde Forudsigelser ! med utidig, stedse fortidig Angst og Bekymring martre de de stakfels Dødelige, der dog funde have fuldtop i hver Dags Moje. Og denne Frygt for tilkommende Sorger forbittrer saaledes de nærværende Glæder, der alligevel ere flygtige nok. Men den rædsomste Felge af flig overtrois Nyligens bed, og som ikke sjelden finder Sted, er dog endnu tilbage. ligesom Fuglen, fafitryllet af Slangens magiste Blif, iffe mægter at løsrive sit fra Fjendens, men farer den endog med en bartad magnetist Kraft lige ind i det gabende giftige Svælg; saaledes stirrer Mennesfet uafladelig hen imod det i Fremtiden truende Ubyre, iler det villielos imøde, og opfyl: der fely Spaadoinmen. Af! mindst tænkte jeg dog, at jeg faasnart sfulde opleve et Erempel paa Rigtigheden af denne psychologiske Bemærkning.

lidt udenfor Byen fom Nielsen hen til mig, og spurgte med paatagen Ligegyldighed, hvad jeg tænkte om Spaadoms men. Jeg sagde bam min Mening, omtrent som den ovenfor er fremsat.

Han hørte til uden at afbryde mig: men da jeg taug, tog han mig under Armen, og sagde mere fortrolig end jeg kunde gjøre Fordring paa: „javist! alle Spaadomme ere Bes drag. Den gamle Kjeltring vilde gjøre sig vigtig ban vidste nok, Byen hedde Snerpe, men ikke hvor den snerpede ben for jeg vil sige Dem mellem os; Tosen der er allerede jaa godt som forlovet med den af de to unge Karle, som han sagde, fik hende ifke, og hun kan godt lide ham, det veed jeg bestemt; og begge$ Forældre ønske det, det veed jeg ogsaa

8 S. S. Blicher. Samle og nye Noveller. I.

„Manne!" raabte her een af Søeofficiererne, der forud convojerede Damerne.

Holloj!" svarte den Anden bagved.
Har 3 ingen Træer i Nærheden ? spurgte den Første.
„Vil Du hænge Dig?“ spurgte Cammeraten.

Ikke idag“ vedblev hiin; ,men Damerne kunde ha' Lyst til en Slovtour.

Strar blev denne dee grebet med 3vrighed af hele Selfkabet. Man fordoblede fine Skridt, for snart at naae Byen og anskaffe de nødvendige Vogne. Inden en times forløb rullede fire ud til nærmeste Sfor. Jeg maatte følge med, og blive endnu denne Dag over.

Spaadommens Frøe begyndte allerede at spire. Laus renza havde upaatvivlelig lige til denne Tid næret Gobbed for Nielsen, og at hun nu syntes at overføre en Deel af denne paa Søemanden, var neppe andet end Djeblifs letfind, Lune, eller et inftinctmæssigt Sfjelmerie til at pine den første Tilbeder, og som ingen videre Følger vilde havt; faa meget mindre fom Havets Søn ej heller ffulde fortsat et flygtigt Galanterie, hvis ikke Spaadommen hos dem begge havde gjort Spøg til Alvor.

Men just denne ulyksalige Spaadom var det, der førte dem nærmere til hverandre, idet den drev Hjerternes om vi faa maae fige – overfladiske Bevægelser dybere ind, og gav de lette Følelser Udseende af en Styrke, der virkelig var dem fremmed. Eremitten forekom dem at være en Sandsiger, der pludselig sønderrev det Slør, som ftjulte deres Tanfer for dem selv, og aabenbarede en Hemmelighed, paa hvis Tilværelse de nu først begyndte at troe.

Første Følge af denne formeentlige Opdagelse var vist : nok, at de kom til at sidde sammen paa Vognen, til bitter Krænkelse for min Sidemand, den arme Nielsen, hvis Sfins

fyge røbebe fig tydeligt nok i usammenhængende Snaf og umotiveret latter; hvorbos han viste, at hans Sjæl uophørligen sysselsatte sig med Draklet, der faa ftrar og lige for hans Dine begyndte at gaae i Opfyldelse.

Det var en af de dejlige Dage, ba Foraaret og Sommeren mødes. Sloven var fuldt udsprungen; Bogen, det stjønne danske Træe, havde heelt udfoldet. fin rige Blades bragt, dette lyse, fine, livlige Grønne, som den af alle ene ejer, men som og, lig Menneskets fødeste Ungdomsfryd, snarlig formørkes af Stormen. Vore hjemlandske vingede Sangere, dem Syden iffe fjender, fordi de der ere fun ftumme Gjæster, kvivrede, fløjtede, fluffede, kurrede, trindt i den store festlige løvfal, hvis Gulv var bestrøet med Hvidvisser, Floras første Børn i Nordens Skove, med glindsende gule Smørblomster, med Blaaflokfen, og Glemmigej, og med Løvetand, der i fit korte liv ingen Dvergang fjender fra Vaar til Høft, blomstrer idag, og imorgen bærer fit Frøe under Kronen af hvide Duun.

Himmelen smiilte til forden; ingen Taageplet paa dens lysblaa Kuppel; ingen Vind i den milde Luft; Solen havde forbudet dem alle at røre fig, paa det een Dag hernede kunde henleves i uforstyrret Glæde – Glæde? — jeg glemmer mig selv, jeg glemmer den førgelige Tildragelse, den Storm af rædsomme lidenskaber, jeg har forefat mig at skildre, men som bebre maastee lage gjemt i Forglemmelsens Mørke, liig den visnede Blomst, over hvilfen et andet Foraars Blomster udbrede deres friffe Blade.

Vi havde lejret of under Hvælvingen af en mægtig Bøg, hvorfra der var viid udsigt til Havet, og nøbe de medbragte forfriskninger, Alle med stor Munterheb; fun Nielsens var for overdreven og stundom vild, til iffe af være forstilt. Han prøvede at vække den Elskedes Skinsyge

S*

ved Spøg, der ikke var langt fra Fiasen, med en af de andre unge Piger: forgjæves! hun syntes ej engang at ændse det, faa hentagen var hun af sin ny Cavaliers Underholdning.

Timerne flej. , Een leeg afloste den anden. Omsider git det ud over de uskyldige Blomster, der maatte tjene som Kasteskyts i et Slag, der – for at tale i Soesproget begyndte med to af Fregatterne, men snart blęs almindeligt over hele Linien. Da lød uventet de liflige, til Dands indbydende Toner af Violiner og Fløjter

en Doers raffeise, forberedt af Søefrigerne. Flur bortfastedes Baab: nene; og snart svingede Ungersvendene deres stjønne Fiender i hvirvlende Valts.

Laurenzas Meddanser behøver jeg ikke at nævne. Nielsen foer en tidlang afsted som om han var bidt af en Tarantel; men med eet holdt han op, foregivende til Undskyldning for sin Dame, at han vilde ser til Kudskene, om de vare færdige til paa .givet Bint at spænde for. Det var et Paastud; jeg faae kam stille sig bag ved en Buft med Ryggen op til et Træe, hvorfra han gjennem Bladene kunde holde Die med Gjenstanden for hans oprørte Sinds: bevægelser.

Mangfoldig er Mufiffens Magt. Den bæver de Beden: des Andagt, opflammer de Kæmpendes Mod; den blødgjør Hjertet til Medlidenhed, til venskab og Kjerlighed; men den puster ogsaa til Ilden i den Skinsyges Barm, og hæver denne frygtelige lidenskabs Storm til Orkan. Jeg gik forbi den ulykkelige, og faae, fely useet, hans knyttede Hænder, hans ffjældende Knæer, de halv tilluffede ftirrende Zine i det bedblege Ansigt. Det ffar mig i mit Hjerte, men jeg vidste Intet at sige til hans Beroligelse.

Dansen blev pludselig afbrudt. En kold Søevind rejste fig, og mindede føleligt om Hjemrejsen. Jeg gik hen til

Nielsen, og fagbe bam Selskabets Beslutning, ftrar at vende tilbage; men tillige foreslog jeg ham, om iffe vi to gjorde bedst i at forlade de Andre og kjøre lige til hans Faders Gaard, der herfra var 08 langt nærmere end i Grenaae. Han fagde ja dertil, og tog mig under Armen.

Voguene ftode i en Bondegaard et Par Bøsseskud borte; for at komme derhen, maatte vi passere en tættere Deel af Skoven, hvor der ikke løb nogen banet Stie. Man trængte fig derfor igjennem, hvor man bedst kunde, Een hist, en Anden her, og faaledes blev Forsamlingen temmelig adsplittet i Dps gangen til Gaarden; jeg fjendte en mageligere Omvej, og ad denne førte jeg min tause Følgesvend. - Vi havde tilbages lagt den største Strækning, da vi begge paa eengang noget til Siden faae Laurenza og Lieutenanten gaae langsomt frem i en aldeles utvivlsom Stilling: hans højre Arm laae om hendes liv, og med den venstre Haand holdt han hendes højre; da Aabningen mellem Buffene var snæver, og vi gik rast til, varede Synet neppe længer, end et Blink med Djet, men længe nok til at afgjore den forsmagede Ynglings Skjæbne.

Han ffudbrede jeg følte et electrisk Stød paa min Arm - men han sagde 3ntet – jeg torde iffe fee paa ham

vi gik videre, med større Hurtighed; han drog mig med fig, som om et Spøgelse var efter os. Da vi nadede Gaarden, stode her allerede nogle af vore Medrejsende ifærd med at befrie den medbragte Bacchus af fit Fængsel. Rielsen draf vift fire eller fem Glas i eet væk. Jeg troer iffe, han selv vidste hvad han gjorde; thi da den, som stjænkede, saaledes flere Gange havde fyldt det Glas, som Nielsen stedse beholdt i Haanden, brast han i Latter, tog det fra ham og sagde: noftop lidt!" der er flere Munde end din Slughals !"

« ForrigeFortsæt »