Billeder på siden
PDF
ePub

1

nysgjerrige Gjæster lagde paa hans Hylde. Om han da iffe besad noget af Sfjelmen Tuys Skinhellighed, var han ham dog i andre Henseender ikke uliig.

Endnu fun eet lille Træk, som enhver Menneskekjender vil finde saare naturligt, har jeg sluttelig at tilføje: til fin Tidsfordriv i de mange eensomme Timer havde han nemlig tæmmet en Muus, med hvilken han legede, fnaffede, deelte fit Brød, og raadførte fig, naar Nogen af ham forlangte Dplysning om fremtidig Stjæbne.

Her feer nu læseren den Mand, der spillede en Hoveda rolle i efterfølgende tragiske Begivenhed.

Det var i eet af Krigsaarene, at jeg paa en Gjennems rejse opholdt mig et Par Dage i Grenaae. Jeg skulde neppe have tøvet der, hvis ikke en af de Mænd, min Rejse gjaldt, netop havde været i Byen. Han var en ung, vakker og altid munter Fyr, Arving til en betydelig Landejendom og mange gode Obligationer. Ved min Ankomst lidt op paa Formiddagen, erfarede jeg, at han befandt sig i Soeofficierer: nes Caserne, og at han der havde tilbragt Natten.

Jeg gik derud - piffede paa Døren - der raabtes kom ind !"

Jeg aabnede - i Værelfet stod en Seng, og i Sen: gen fad fire unge Mennesker, hver i fit Hjørne, alle i blotte Skjorte: imellem dem laae et Bordblad, og derpaa stod et Pas-à-dix-Bræt. Tærningerne raslede, og Sedler, smaae og store, flagrede omkring som visnede Blade i en virvelvind. Det halvnøgne Spillepartie bestod af ham, jeg søgte, og trende Søegutter, der ligesaalidet fatte deres Prisepenge paa Rente, som hiin fine af Faderen rundelig tildeelte Lommepenge. Jeg kjendte godt den ene af Officiererne, og faaledes blev jeg strar indlemmet i Selskabet, der nu stod op og paaklædte sig under megen Spøg og overgiven Munterhed. Jeg funde iffe flippe for det førte, at ville blive over til

[ocr errors]

næste Dag; hvortil jeg desuden var nødt, da den unge Nielsen – lad mig falde bam saaledes havde tegnet sig til Bal om aftenen, og mit Hverv til ham ikke kunde udføres, undtagen paa bang Faders Gaard.

3 dette Tidspunft git, det gjerne lyftigt til, hvor vore yngre Søemænd rattede sig efter Kamp mod Havet og dets vældige Beherskere; Livets Glæder maatte gribes i Flugten. Man vil altsaa funne begribe, at Tiden iffe faldt mig lang; det blev Aften inden vi mærkede det Morgen ligefaa. Ballet endtes først ved Solens lys.

Jeg fik neppe Tid til at stjæle et Par Timer fra Søv: nen, før mine fire Messecammerater kom stormende ind til mig, fortalte mig, at jeg var en Klokker, trak Dynen af mig, indsvøbte mig i det ene lagen, og bare mig i det andet ud af Kammeret, ud af Huset. Modstand var ikke at tænke paa; taus og taalmodig ventede jeg, hvad Man bavde bes sluttet over mig.

Toget gik over Gaden vistnok til ligesaastor Forargelse som Forundring for Byens ærbare Borgere og Matroner – og hen til det sfraas overfor liggende Balhuus; videre ind i Dansesalen, hvor næsten hele Selskabet endnu var samlet og ifærd med en støjende Blindebuk.

Allerede ved udgangen fra mit Logis havde de fire Bes rere begyndt at synge: , et Viinhuus vil jeg sige mit Farvel. o. f. V.; og ta Man ved Indtrædelsen i Balsalen istemte det Vers:

Der skal ringes med Bouteiller,

Naar jeg føres til min Grav,« greb de berværende Herrer øjeblikkelig til Flasker og Glas for at opfylde den bacchanalske Digters Spaadom.

Farcen endtes med, at jeg maatte ligge paa Gulvet, medens de omstaaende draf mit Gravøl som de faldte

det - i skummende Champagner; Man vil ikke fortænke mig i, at jeg nu fatte mig overende, forlangte et Glas, og tømte det til Tafsigelse for den mig bevifte Ære.

Man feer, at jeg holdt gode Miner; jeg gjorde meer end dette; jeg blev ordentlig eralteret, da jeg faldt paa at sammenligne mig selv med Keifer Carl den Femte, der fels fang med ved fin liigbegængelse. Hans var rigtignok spansk, det vil sige alvorlig; men om den var mere fornuftig, det skal jeg lade være usagt.

Mine Klæder bleve hentede, og da jeg i et Sibeværelse havde gjort mit Toilette, og forenet mig igjen med Selskabet, opkastede Een det Spørgsmaal: „Hvad skal vi nu bestille ?"

„Ud at besøge Eremitten!" raabte Nielsen, dreven som det hedder - af en grusom Stjæbnes usynlige Magt.

Det var en mild Sommerdag, hvilket bidrog til, at nogle unge Baldamer gjorde Følgeskab. Blandt disse var jeg vil falde hende ved Døbenavnet Laurenza uimodsigelig den Smukfeste, men ikke den Klogeste; hun besad en ganske almindelig, men udannet Forstand, og manglede i lige Grad baade Vittighed og Følelse, ftjøndt et Par tindrende Dine og det yndigfte Smil lovede begge Dele.

Nielsen havde forelsket sig i dette dejlige legeme; ftrar ved Ballets Begyndelse mærkede jeg de umistjendeligste Tegn paa hans hæftige og - som den medrette fan faldes blinde Kjerlighed. At hun gjengiældte den, kunde jeg ikke spore, men vel, at hun ikke sparede paa fine virkelig fortryllende Smil, der vistnok havde sagt ham meer end hun meente. At hun deelte disse fortrinligen mellem ham og Een af Søes officiererne, undgik maaffee den unge Nielsens Dpmærffomhed, men iffe min.

Vi vare paa den ultkkelige Spadseretour en tolv fiors

ten Personer, saavel Fruentimmer som Mandfolt, og aamange, at kun de halve af os paa eengang. kunde rummes i Troglodytens Hule. laurenza, Nielsen og den omtalte Søemand en Maanedslieutenant hørte til den Afdes ling, som med mig traadte derind.

„J}! hvor her er fælt!“ Hvidstede Damen høit nok til at den Gamle kunde høre det.

Man funde tydeligt fee paa bam, at han tog det ilde op. Dog fagde han Intet, men han hævnede fig lidt efter, som nu ftal fortælles. Da der var talt noget med ham om hans Bolig, Leveviis, og hvad dertil kunde høre, figer Laurenza:

,,Fa'er! fan han iffe spaae?"

Efter at have betragtet den Spørgende et Par Secuns der, svarede han med et tvetydigt Smiil:

,. Af mig selv kan jeg ikke fige Noget; men jeg vil spørge min Rone, hun er iffe faa taabelig.“

Han peeb som en Muus, og strar viste sig et saadant lille Dyr i et Hul over Sengen. Han strakte Haanden hen til den; Musen hoppede ud, lob langs op ad hans Arm, og fatte fig paa hans Skulder. Laurenza gav et Sfrig, og ryggede fig.

Eremiten smiilte som før, og fagde til Musen: Pip! sec paa denne her lille pige! og fortæl mig faa lidt om, hvordan det vil gaae hende i Verden!

Han bøjede nu Dret ned til Musen, som om han lyttede, virrede nogle Gange betænksom med Hovedet, og fagde berpaa:

Det er vel bedst, jeg tier stille med det jeg seed; hvad kan det hjælpe at være nysgjerrig?.

Laurenzas smuffe Ansigt forandrede sig pludselig, det

blev alvorligt og næsten frygtsomt. Men hun gjorde sig rask og svarede knipst:

3tfe andet! lad os fun høre hvor flog hans Muus er!

„lab gaae!" raabte vor jydske Norcross; ,, men hun maae iffe blive vred, om Pip ffulde fige Eet og Andet! For det Første,“ vedblev han, „er der to unge Karle paa eengang efter hende; den, der har længst holdt af hende faaer hende iffe; men den Anden det er en raft Søemand

han skal være nær ved

Her standsede han; thi Laurenza foer med blussende Ansigt ud af Døren.

Spaamanden faae skadefroe efter hende. Soemanden flojtede, fremtog et Par Sedler, og lagde dem paa Hylden; men Nielsen, der mindre kunde skjule fig Forlegenhed, beed Tænderne sammen, og snærrede: dumt Sludder!!!

Den Gamle faae stivt paa ham og sagde: „den unge Fyr gjør bedst" í at gaae afvejen for Seefolt og tage sig vel iagt for Vand..

Mange Taf for godt Raad!" raabte Nielsen med tvungen Latter, og idet han vendte sig mod Døren lagde han halv højt til: „Din gamle Drn!"

Paa Hjemveien til Byen gjorde jeg mig mine egne Bes mærkninger over det passerede. Det randt mig isinde, hvila fet Hang dog Mennesket har til at løfte det Forhæng, et fjer: ligt Forsyn nedrullede for fremtiden, og til den Ende at tage fiu Tilflugt til Midler, hvis jammerlighed det ofte selv indseer: Maane og Stjerner, Dør og Fugle, ja kort og Kaffefopper ftulle tyde, hvad der er mørkt for den allerlyfeste Forstand! Og denne Daarlighed ja vi funne med Foje falde den Formaftelse hvor ofte, hvor baardt vorder den straffet! De lykkelige Spaadomme indtræffe sjeldent, og aldrig faaledes som de ventes; og felv naar de indtræffe, have

« ForrigeFortsæt »