Billeder på siden
PDF
ePub

nysgjerrige Gjæster lagde paa hans Hylde. Om han da ikke besad noget af Skjelmen Tuys Skinhellighed, var han ham dog i andre Henseender ikke uliig.

Endnu kun eet lille Træk, som enhver Menneskekjender vil finde faare naturligt, har jeg sluttelig at tilføje: til fin Tidsfordriv i de mange eensomme Timer havde han nemlig tæmmet en Muus, med hvilken han legede, snakkede, deelte sit Brød, og raadførte fig, naar Nogen af ham forlangte Oplysning om fremtidig Skjæbne.

Her seer nu Læseren den Mand, der spillede en Hovedrolle i efterfølgende tragiske Begivenhed.

[ocr errors]

Det var i eet af Krigsaarene, at jeg paa en Gjennems rejse opholdt mig et Par Dage i Grenaae. Jeg skulde neppe have tøvet der, hvis ikke en af de Mænd, min Rejse gjaldt, netop havde været i Byen. Han var en ung, vakker og altid munter Fyr, Arving til en betydelig Landejendom og mange gode Obligationer. Ved min Ankomst lidt op paa Formiddagen, erfarede jeg, at han befandt sig i Sveofficierernes Caserne, og at han der havde tilbragt Natten.

[ocr errors]

Jeg gik derud pikkede paa Døren- der raabtes „kom ind!“ Jeg aabnede i Værelset stod en Seng, og i Sengen fad fire unge Mennesker, hver i sit Hjørne, alle i blotte Skjorte: imellem dem laae et Bordblad, og derpaa stod et Pas-à-dix-Bræt. Tærningerne raslede, og Sedler, smaae og store, flagrede omkring som visnede Blade i en Hvirvelvind. Det halvnøgne Spillepartie bestod af ham, jeg søgte, og trende Søegutter, der ligesaalidet fatte deres Prisepenge paa Rente, som hiin sine af Faderen rundelig tildeelte Lommepenge. Jeg kjendte godt den ene af Officiererne, og saa= ledes blev jeg strar indlemmet i Selskabet, der nu stod op og paaklædte sig under megen Spøg og overgiven Munterhed. Jeg kunde ikke slippe for det Løvte, at ville blive over til

næste Dag; hvortil jeg desuden var nødt, da den unge Nielsen - lad mig kalde ham saaledes havde tegnet sig til Bal om Aftenen, og mit Hverv til ham ikke kunde udføres, undtagen paa hans Faders Gaard.

I dette Tidspunkt gif, det gjerne lystigt til, hvor vore yngre Søemænd rattede sig efter Kamp mod Havet og dets vældige Beherskere; Livets Glæder maatte gribes i Flugten. Man vil altsaa kunne begribe, at Tiden ikke faldt mig lang; det blev Aften inden vi mærkede det Morgen ligesaa. Ballet endtes først ved Solens Lys.

Jeg fik neppe Tid til at stjæle et Par Timer fra Søvnen, før mine fire Messecammerater fom stormende ind til mig, fortalte mig, at jeg var en Klokker, trak Dynen af mig, indføøbte mig i det ene Lagen, og bare mig i det andet. ud af Kammeret, ud af Huset. Modstand var ikke at tænke paa; taus og taalmodig ventede jeg, hvad Man havde besluttet over mig.

Toget gik over Gaden vistnok til ligesaastor Forargelse som Forundring for Byens ærbare Borgere og Matroog hen til det skraas overfor liggende Balhuus; videre ind i Dansefalen, hvor næsten hele Selskabet endnu var samlet og ifærd med en støjende Blindebuk.

ner

Allerede ved Udgangen fra mit Logis havde de fire Bærere begyndt at fynge: "I et Viinhuus vil jeg sige mit Farvel, o. s. v.; og da Man ved Indtrædelsen i Balsalen istemte det Vers:

"Der skal ringes med Bouteiller,

Naar jeg føres til min Grav,"

greb de derværende Herrer øjeblikkelig til Flasker og Glas for at opfylde den bacchanalske Digters Spaadom.

Farcen endtes med, at jeg maatte ligge paa Gulvet, medens de omstaaende drak mit Gravøl som de kaldte

det

i skummende Champagner; Man vil ikke fortænke mig i, at jeg nu satte mig overende, forlangte et Glas, og tømte det til Taksigelse for den mig beviste Ære.

Man seer, at jeg holdt gode Miner; jeg gjorde meer end dette; jeg blev ordentlig eralteret, da jeg faldt paa at sammenligne mig selv med Keiser Carl den Femte, der selv sang med ved fin Liigbegængelse. Hans var rigtignok spansk, det vil sige alvorlig; men om den var mere fornuftig, det skal jeg lade være usagt.

Mine Klæder bleve hentede, og da jeg i et Sideværelse havde gjort mit Toilette, og forenet mig igjen med Selskabet, opkastede Een det Spørgsmaal: "Hvad skal vi nu bestille?"

[ocr errors]

Ud at besøge Eremitten!" raabte Nielsen, dreven som det hedder af en grusom Stjæbnes usynlige Magt. Det var en mild Sommerdag, hvilket bidrog til, at nogle unge Baldamer gjorde Følgeskab. Blandt disse var - jeg vil kalde hende ved Døbenavnet Laurenza uimodsigelig den Smukkeste, men ikke den klogeste; hun besad en ganske almindelig, men udannet Forstand, og manglede i lige Grad baade Vittighed og Følelse, skjøndt et Par tindrende Øjne og det yndigste Smiil lovede begge Dele.

Nielsen havde forelsket sig i dette dejlige Legeme; ftrar ved Ballets Begyndelse mærkede jeg de umiskjendeligste Tegn paa hans hæftige og som den medrette kan kaldes blinde Kjerlighed. At hun gjengjældte den, kunde jeg ikke spore, men vel, at hun ikke sparede paa fine virkelig fortryllende Smiil, der vistnok havde sagt ham meer end hun meente. At hun deelte disse fortrinligen mellem ham og Een af Sveofficiererne, undgik maaskee den unge Nielsens Opmærksomhed, men ikke min.

Vi vare paa den ulykkelige Spadseretour en tolv fjors

ten Personer, saavel Fruentimmer som Mandfolk, og saa mange, at kun de halve af os paa eengang kunde rummes i Troglodytens Hule. Laurenza, Nielsen og den omtalte en Maanedslieutenant hørte til den Afde=

Søemand

ling, som med mig traadte derind.

"Ih! hvor her er fælt!" hvidstede Damen høit nok til at den Gamle kunde høre det.

Man kunde tydeligt see paa bam, at han tog det ilde op. Dog sagde han Jntet, men han hævnede sig lidt efter, som nu skal fortælles. Da der var talt noget med ham om hans Bolig, Leveviis, og hvad dertil kunde høre, siger Laurenza:

[blocks in formation]

Efter at have betragtet den Spørgende et Par Secunder, svarede han med et tvetydigt Smiil:

„Af mig selv kan jeg ikke sige Noget; men jeg vil spørge min kone, hun er ikke saa taabelig."

Han peeb som en Muus, og strar viste sig et saadant lille Dyr i et Hul over Sengen. Han strakte Haanden hen til den; Musen hoppede ud, løb langs op ad hans Arm, og satte sig paa hans Skulder. Laurenza gav et Skrig, og ryggede sig.

Eremiten smilte som før, og sagde til Musen: „Pip! see paa denne her lille Pige! og fortæl mig saa lidt om, hvordan det vil gaae hende i Verden!"

Han bøjede nu Dret ned til Musen, som om han lyttede, virrede nogle Gange betænksom med Hovedet, og sagde derpaa:

"Det er vel bedst, jeg tier stille med det jeg veed; hvað kan det hjælpe at være nysgjerrig?"

Laurenzas smukke Ansigt forandrede sig pludselig, det

blev alvorligt og næsten frygtsomt. Men hun gjorde sig rast og svarede knipst:

"

"Ikke andet! lad os kun høre hvor klog hans Muus er!" "Lad gaae!" raabte vor jydske Norcross; men hun maae iffe blive vred, om Pip skulde fige Eet og Andet! For det Første," vedblev han, er der to unge Karle paa eengang efter hende; den, der har længst holdt af hende faaer hende iffe; men den Anden det er en rask Søemand han skal være nær ved

[ocr errors]
[ocr errors]
[ocr errors]

Her standsede han; thi Laurenza foer med blussende Ansigt ud af Døren.

Spaamanden saae skadefroe efter hende. Soemanden fløjtede, fremtog et Par Sedler, og lagde dem paa Hylden; men Nielsen, der mindre kunde skjule fig Forlegenhed, beed Tænderne sammen, og snærrede: dumt Sludder!"

Den Gamle faae stivt paa ham og sagde: den unge Fyr gjør bedst i at gaae afvejen for Seefolk og tage fig vel iagt for Band."

"Mange Tak for godt Raad!" raabte Nielsen med tvungen Latter, og idet han vendte sig mod Døren lagde han halv højt til: „Din gamle Ørn!“

Paa Hjemveien til Byen gjorde jeg mig mine egne Bemærkninger over det Passerede. Det randt mig isinde, hvil ket Hang dog Mennesket har til at løfte det Forhæng, et kjerligt Forsyn nedrullede for Fremtiden, og til den Ende at tage fin Tilflugt til Midler, hvis Jammerlighed det ofte selv indseer: Maane og Stjerner, Dyr og Fugle, ja Kort og Kaffekopper skulle tyde, hvad der er mørkt for den allerlyseste Forstand! Og denne Daarlighed ja vi funne med Feje kalde den Formastelse — hvor ofte, hvor haardt vorder den straffet! De lykkelige Spaadomme indtræffe sjeldent, og aldrig saaledes som de ventes; og selv naar de indtræffe, have

« ForrigeFortsæt »