Billeder på siden
PDF
ePub

Den Brede tog sin Dame i den venstre Arm, og sagde: "Er der Ingen i det velfornemme Selskab, som har en Skaal for Lieutenant Anker og Jomfrue Kirstine Madsen?"

Hans Cammerat rejste sig raft, greb Flaske i den ene Haand og Glas i den Anden: men Kammerraad Lerkedal forekom ham: "En Skaal raabte han, "for Hr. Lieutenant von Anker 1ll

(-iffe von Anker, Lieutenant Anker" brummede den Lange -) og Jomfru Kirstine Lerkedal!"

"

Det var en Scene!!!

Lieutenant Anker slap for: bauset sin Kjereste, og saae paa hende, som om hun var bleven omskabt til en Fee, eller til en Prindsesse.

„Er Tilbudet allerede fortrudt Hr. Lieutenant!" sagde den forvandlede Kammerpige,, "fordi De nu ftrar griber mig i et lille Skjelmstykke; men jeg forsikkrer Dem, dersom De blot dennegang vil tilgive mig, skal jeg ikke oftere forbytte enten min Person eller mit Navn."

"Jo eengang endnu D***t***m**« raabte han, i det han atter greb hendes villige Haand, "eengang og aldrig mere!" Da lød den anden Skaal, og den anden og tredie Flaske fløj overbord.

"En dyb Hemmelighed afslører sig" sagde den ene af Philosopherne.

„Denne Piges Hverdagsliv“ sagde den Anden, „har faaet en højere Betydning."

Iffe fuldt saa skjønt udviklede sig Freken Berthas Stjæbne: det fandt sig, at hun var den rette Kammerkidsken, som ogsaa derfor strax overlod sin Plads til Kammerraadens Jomfrue Datter.

Det fandt sig endvidere: at Ingen uden Kammerraaden havde været deelagtig i Tøsernes Hemmelighed; samt at Rolle

forbytningen havde været Jomfrue Lerkedals egen Opfindelse uvist i hvad Hensigt - maaskee hun slet ingen har havt; thi det skal ofte, vil Man paastaae, være Tilfældet med de menneskelige Hantlinger; og disse ere heller ikke de Værste.

Jeg vil ikke lægge stort Fold til, at mit Hjerte atter har bevæget fig til Fordeel for Jomfrue Lerkedal, da hendes Skyldfrihed, med Hensyn til den tykke Kammerraad, nu klarligen haver aabenbaret sig; thi ikke skal jeg fragaae, at hun var saare indtagende, som hun sad der ved Kjeresten, og hendes glade Aasyn straalede yndigt frem under den tjes nestekvindelige Natkappe, ligerviis som Maanen under den tynde Skye.

[ocr errors]

Naa, jeg trøster mig med at hun dog iffe var den, som skulde løse mit Hiertes Gaade; og at hun maaskee kan findes blandt Brudepigerne ved det dobbelte Bryllup, som i Sommerens Lob skal stande hos Majoren, og hvortil jeg er inviteret, med Anmodning at forfatte et ziirligt Carmen.

Gremitten ved Grenade.

Ulykkesprofeten.

"Jeg vil intet Tegn begjære, og ikke friste Herren.“

Efaias 7. 12.

Ved ed ovennævnte lille Bye, der ligger midt imellem Kattegattet og Danmarks næststørste Indsøe -en Fjerdingmiil fra Begge -- levede i Begyndelsen af nærværende - Aarhundrede et Menneske, der af Mange betragtedes som Byens største Mærkværdighed. Man kaldte ham, for hans fynderlige Levemaades Skyld, iffe andet end Eremitten; ejheller veed Forfatteren at benævne ham anderledes.

Han var ikke, som andre Eremitter, enten en fordums Hofmand, der, overmættet af den store Verdens tomme og flygtige Glæder, trættet, forfulgt og styrtet af Rænker og Kabaler, tyer hen til Eensomheden, for at begræde, foragte og, om muligt, at glemme Ungdoms- og Manddoms skuffete Drømme og Medmenneskers Uretfærdighed; ejheller var han en ulykkelig Elsker, som i Harme over Kvindekjønnets saa tidt og hvit udraabte Falskhed, havde afsondret sig fra deres forførifte og bedragerske Omgang. Intet saadant. Han

havde aldrig været omtumlet af nogen ualmindelig Skjæbnes Bolger; men vel af Havets.

Født i Almuestanden, foer han tilsøes i sin Ungdom, men avancerede aldrig højere end til Matros. Keed af Vandet, kjøbte han et lidet Huus, giftede sig som andre Mennester, og satte et Par Børn ind i Verden. Da disse hen i Tiden fulgte Forældrenes Exempel, og Moderen døde, gik det tilbage for Enkemanden, der syntes at have holdt mere af Flasken, end hans smaae Omstændigheder tillode. Huset gik væk; og nu begynder Mandens Eneboerliv.

I et stort Dige, lidt uden for Byen, graver han sig ind, og udhuler en Vaaning, der vel var rummeligere, men neppe kostbarere end den, i hvilken Diogenes vakte Alerander den Stores Misundelse. Da denne Eremitage og hiin i Dyrehaven sikkert ere de eneste i vort paa Eventyr og Særlinge fattige Land, vil jeg til deres Fornvielse, som ingen af dem kjende, give et kort Afrids af den jydske.

Man forestille sig et Kammer, tre Alen i Længden, tre i Breden og halvtredie i Højden, med Vægge af Kampeftene, Gulv af Gruus og Loft af Græstørv, hvilende paa Stumper af Lægter og Grene; videre et Sengested af samme simple Materialier, som dog var forsynet med Halm og tvende Dyner, stoppede med Mos; men hvis Vaar noget nær vare Prøvebøger paa alle Mønstre af uldne, linnede og Hvergarns Tøjer i den vindskibelige Stad Grenaae.

[ocr errors]

Eremitten forsiffrede: at disse tusindfarvede" Dyner hverken vare kjøbte, ftjaalne eller givne, men fundne (at sige stykkeviis), saavelsom de Synaale og Traade, hvormed Kludene vare sammenføjede. Han gjorde sig ikke lidet til af denne Industrie, som han overhovedet satte en Ære deri: ej at trænge til fine Medmennesker.

De, der kjendte ham nøjere, vilde ogsaa vide, at denne

Æresfølelse og Lyst til Uafhængighed og Selvstændighed netop havde bestemt ham til hans sælsomme Levemaade ; under hvilke Hensyn vor danske Robinson altsaa havde meget forud før den berømte skotske, hvem haard Nødvendighed intet andet Valg havde levnet.

Det eneste Huusgeraad Man, foruden Sengen, kunde opdage, var en Stump Hylde ovenover den, som hvilte paa to fremspringende Stene i Væggen, og hvorpaa fandtes en Leerfkaal, en lille Flaske af grønt Glas, og des -en Bindehose.

[ocr errors]

saavidt min

Og nu igjen til Hyttens største Mærkværdighed, dens Bygmester og Beboer! - Saavidt som jeg af Beskrivelser og Billeder veed, saa elsker en rigtig Eremit de mørke Farver, og hyller sig derfor i en sort eller bruun Talar, bedæk ker sit Hoved med en sort Kalot, og sine Fødder Kulden forbyder at have dem bare eller Sandaler.

[ocr errors]

naar

med ligedanne Stoe

Heri var vor jydske Anachoret en fuldkommen Contrast til alle fine Brodre; han elskede den hvide Farve sikkert nok for at spare Farvelønnen; en hvid Vadmels Kofte, ditto Burer og Hue, og hvide uldne Strømper, udgjorde hans Sommer og Vinterdragt. Kun Stjæg havde han tilfælleds med alle gamle Eremitter: det var ligesaa hvidt, om ikke slet saa langt som deres.

Men meget forskjellig fra dem var han i Levemaade og Sindelag; thi han elskede menneskelig Omgang, og faae gjerne Selskab hos sig. Hvorvel jeg hertil finder rimelige Grunde i hans altið muntre Lune og i hans Smule Forfængelighed, vil jeg dog ikke fordølge, at ogsaa en Smule Egennytte tør have været medvirkende Aarsag til hans Selskabelighed. Han tiggede rigtignok ikke; men ved fine Besøg i Staden lod han fig gjerne godt beværte, og afslog ej heller de Gaver, som

« ForrigeFortsæt »