Billeder på siden
PDF
ePub
[ocr errors]

Den Brede tog sin Dame i den venstre Arm, og sagde: ,,Er der Ingen i det velfornemme Selffab, som har en Skaal for Lieutenant Anfer og Jomfrue Kirstine Madfen?"

Hans Cammerat rejste sig raft, greb Flaske i den ene Haand og Glas i den Anden: men Kammerraad lerfedal forekom ham: »En Sfaal raabte han, nfor Hr. Lieutenant von Anker

(, iffe von Anfer, Lieutenant Anfer" brummede den Lange -),og Jomfru Kirstine lerkedal!.

Det var en Scene !!! Lieutenant Anker flap for: bauset fin Kjerefte, og faae paa bende, som om hun var ble: ven omskabt til en Fee, eller til en Prindresse.

Er Tilbudet allerede fortrudt Hr. Lieutenant!" sagde den forvandlede Rammerpige, fordi De nu ftrar griber mig i et lille Sfjelmstykke; men jeg forsiffrer Dem, dersom De blot dennegang vil tilgive mig, skal jeg ikke oftere forbytte enten min Person eller mit Navn."

3o eengang endnu D*******m**, raabte ban, i det han atter greb bendes villige Haand, weengang og aldrig mere!"

Da lød den anden Sfaal, og den anden og tredie Flaste floj overborb.

„En dyb Hemmelighed afslører fig" sagde den ene af Philosopherne.

„Denne Piges Hverdagsliv. sagde den Anden, „bar faaet en højere Betydning..

Sffe fuldt faa fljønt udviklede sig Frøken Berthas Stjæbne: det fandt sig, at hun var den rette Rammerkidsfen, som ogsaa derfor ftrar overlod sin plads til Rammerraadens Jomfrue Datter.

Det fandt sig endvidere: at Ingen uden Kammerraaden havde været deelagtig i Tøsernes Hemmelighed; samt at Rolles

forbytningen havde været Jomfrue Lerkedals egen Opfindelse – uvist i hvad Hensigt -- maasfee hun slet ingen har bavt; thi det ffal ofte, vil Man paastaae, være Tilfældet med de menneskelige Handlinger; og disse ere heller ikke de Bærste.

Jeg vil ikke lægge stort Fold til, at mit Hjerte atter har bevæget sig til Fordeel for Jomfruc Perkedal, da hens des Skyldfrihed, med Hensyn til den tykke Kammerraad, nu klarligen haver aabenbaret sig; thi iffe ftal jeg fragaae, at hun var saare indtagende, som hun fad der ved Kjereften, og hendes glade Aasyn ftraalede yndigt frem under den tjes nestekvindelige Natkappe, ligerviis som Maanen under den tynde Skye.

Naa, jeg trøster mig med, at hun dog ikke var den, som ffulde løse mit Hiertes Gaade; og at hun maaffee kan findes blandt Brudepigerne ved det dobbelte Bryllup, som i Sommerens løb skal stande hos Majoren, og hvortil jeg er inviteret, med Anmodning at forfatte et ziir: ligt Carmen.

[ocr errors]

Eremitten ved Grenadf.

Ulykkesprofeten.

Jeg vil intet Tegn begiare, og ifte frifte Herren.

Efaias 7. 12.

Ved ovennævnte lide Bye, der ligger midt imellem Ratte: gattet og Danmarks næststørste Indsøe -- en Fjerdingmiil fra Begge -- levede i Begyndelsen af nærværende Aarhundrede et Menneske, der af Mange betragtedes fom Byens største Mærkværdighed. Man faldte ham, for hans fynderlige leve: maades Sfyld, iffe andet end Eremitten; ejbeller veed For: fatteren at benævne bam anderledes.

Han var ikke, som andre Eremitter, enten en fordums Hofmand, der, overmættet af den store Verdens tomme og flygtige Glæder, trættet, forfulgt og styrtet af Rænfer og Kabaler, tyer hen til Eensomheden, for at begræde, foragte og, om muligt, at glemme Ungdoms- og Manddom$ ffuffete Drømme og Medmenneskers Uretfærdighed; ejbeller var han en ulyffelig Elsker, som i Harme over Kvindefjønnets faa tidt og høit udraabte Falskhed, havde afsondret sig fra deres forførifte og bedragerske Omgang. Intet saabant. Han

havde aldrig været omtumlet af nogen ualmindelig Skjæbnes Bolger; men vel af Havets.

Født i Almuestanden, foer han tilsøes i fin Ungdom, men avancerede aldrig højere end til Matros. Keed af Vans det, fjøbte han et lidet Huus, giftede fig som andre Menne: sker, og fatte et Par Børn ind i Verden. Da disse hen i Tiden fulgte Forældrenes Erempel, og Moderen døde, gik det tilbage for Enfemanden, der syntes at have holdt mere af Flaffen, end hans smaae omstændigheder tillode. Huset gif væk; og nu begynder Mandens Eneboerlio.

I et stort Dige, lidt uden for Byen, graver han sig ind, og udhuler en Vaaning, der vel var rummeligere, men neppe kostbarere end den, i hvilken Diogenes vafte Aler: ander den Stores Misundelse. Da denne Eremitage og hiin i Dyrehaven fiffert ere de eneste i vort paa Eventyr og Særlinge fattige land, vil jeg til deres Fornøielse, som ins gen af dem fjende, give et kort Afrids af den jydffe.

Man forestille sig et Rammer, tre Alen i længden, tre i Breden og balvtredie i Hojden, med vægge af Kampeftene, Gulv af Gruus og loft af Græstørv, hvilende paa Stum: per af lægter og Grene; videre et Sengested af samme simple Materialier, som dog var forsynet med Halm og tvende Dy: ner, stoppede med Mos; men hvis Vaar noget nær vare Prøvebøger paa alle Mønstre af uldne, linnede og Hvergarns Tøjer i den vindsfibelige Stad Grenaa e.

Eremitten forsiffrede: at disse „tusindfarveden Dyner hverken vare kjøbte, ftiaalne eller givne, men — fundne (at fige stykkeviis), saavelsom de Synaale og Traade, hvormed Kludene vare sammenføjede. Han gjorde sig iffe lidet til af denne Industrie, som han overhovedet fatte en Ere deri: ej at trænge til sine medmennesker.

De, der kjendte ham nojere, vilde ogsaa vide, at denne

naar

Wresfølelse og Lyft til uafhængighed og Selvstændighed netop hande bestemt ham til hans fælsomme levemaade; under hvilke Hensyn vor danske Robinson altsaa havde meget forud for den berømte skotffc, hvem haard Nødvendighed intet andet Valg havde levnet.

Det eneste Huusgeraad Man, foruden Sengen, funde opdage, var en Stump Hylde ovenover den, som hvilte paa to fremspringende Stene i Væggen, og hvorpaa fandtes en Leerffaal, en lille Flaske af grønt Glas, og

saavidt mindes – en Bindebose.

Og nu igjen til Hyttens ftørste Mærkværdighed, dens Bygmester og Beboer! - Saavidt som jeg af Bestrivelser og Billeder veeb, faa elffer en rigtig Eremit de mørke far: ver, og hyller sig derfor i en sort eller bruun Talar, bedæks fer fit Hoved med en fort Ralot, og fine Fobber Kulden forbyder at have dem bare med ligedanne Skoe eller Sandaler.

Seri var vor jydske Anachoret en fuldkommen Contrast til alle sine Brodre; han elskede den hvide Farve fiffert not for at spare Farvelønnen; en hvid Badmels Rofte, ditto Burer og Hue, og hvide uldne Strømper, udgjorde hans Som: mers og Vinterbragt. Kun Sfjæg havde han tilfælleds med alle gamle Eremitter: det var ligesaa hvidt, om ikke flet saa langt som deres.

Men meget forstjællig fra dem var han i levemaade og Sindelag; thi ban elffede menneskelig Omgang, og faae gjerne Selskab hos sig. Hvorvel jeg hertil finder rimelige Grunde i hans altid muntre Lune og i hans Smule Forfængelighed, vil jeg dog ikke fordølge, at ogsaa en Smule Egennytte tør have været medvirkende Aarsag til hans Selskabelighed. Han tiggede rigtignok ikke ; men ved fine Besøg i Staden lod han fig gjerne godt beværte, og afslog ej heller de Gaver, som

« ForrigeFortsæt »