Billeder på siden
PDF
ePub
[ocr errors]

1

med den gamle og unge Tilbeder ogsaa jeg fit, for en Fejle Skyld, et par forføriste Diefaft, dem jeg paa en vær: big Maade besvarte med strænge Blit.

Kammerraaden og den Brede syntes Begge lige lyktelige – jeg skal sandelig ikke misunde dem. Snurrigt nok: Frøken Bertha, som ellers ikke kan luffe Munden op, fandt dog Pigens Opførsel alt for upassende, og gav hende derfor virkelig en net lille Finte: ,,Hvad befaler Frøkenen?" sagde hun engang til hende, ligesom i en Adfpredelje. Dog rødmede hun selv derved, saavelsom Mammefellen. Hendes Fyr satte et suurt Ansigt op; men Kammerraaden slog hur: tig et Glas Viin i Halsen, synlig nok for at dæmpe en frembrydende Latter.

Jeg har forgjæves søgt en Lejlighed til, under fire Dine at advare den ftaffels Lieutenant; thi af en Yttring, han i Nat lod falde til sin Cammerat, maae jeg antage, at hans Tilbøjelighed for Pigen er noget Mere, end blot Passetems. Men han ftal snart lære bende at fjende, hvorledes jeg faa end bærer mig ad.

Atter for Anker om Afteneeni. Havde jeg ikke feet hende kysse og klappe den tyffe Kammerraad, vilde den listige Taffe gjøre mig ganske uvis i mine Meninger om hendes fande Characteer. Ddu kvin: delige Forstillelse! du gaaer gyselig vidt!

Jeg fad i Skumringen paa Anferet udenfor Forstavnen. Hvorfor jeg fad der, hører iffe til Sagen; men vist er det, ieg maatte sidde der meget længer, end jeg havde nodig, og i en temmelig tvungen. Stilling. Thi, som jeg vilde rejse mig, hørte jeg tvende Stemmer indenfor mig: den brede Lieutenant og den forforiste Kainmerpige.

[ocr errors]

,,Hr. Lieutenant!" sagde hun, „De har ønsket at tale med mig uden Vidner: hvad har De at sige mig ?"

Han. Seg vilde fige Dig, mit smuffe Barn! at Du bar taget mit Hjerte tilfange."

Hun. „O! ikke Andet! det kunde De ligesaa godt have fagt mig i Vidners Overværelse. Ved saadanne Ers klæringer pleje Dürr. Officierer vel ikke at genere dem for rediemand..

Han. „Du vil flaae min Tilstaaelse ben i Spog?"

Hun. Naturligviis! da jeg ikke kan fjende Dem fra nogen slet Side, vilde det være en fornærmelse imod Dem, om jeg tog Deres Ord for Alvor.

San. Vel talt, mit Barn! men om det nu var mit Alvor? hvad vilde Du faa fvare ?

Hun. Min Herre! jeg er en fattig Pige, som iffe ejer Andet, end min Ære

Han. „Du kan lægge til: en Stjønhed fom

Hun. - Som De vilde gjøre til min egen Roligs beds Gravu

Han. „Nej, Barn! Nej! derfor troer jeg, Din gode Forstand kunde bevare Dig. Du taler ikke som Andre af din Stand – Din Opdragelse har ikke bestemt Dig til at tiene for bit Brod?

Hun. Men om det alligevel havde været Stjæbnens Villie? Dog

Hr. Lieutenant! lad os afbryde denne Sam: tale! den leder ikke til noget Godt – om Nogen faae eller hørte os her?

Han. Hvad kunde det skade?"

Hun. „Dem maasfee iffe; men mig saare Meget. De tillader, at jeg gaaer tilbage til mit Hersfab!“

Han. Endnu iffe! kun eet Drb, bedste Pige! Hvad

[ocr errors]

Du her har sagt mig, indta'r mig fun endnu mere jeg elfter Dig, ved Gud! oprigtigt.

Hun. Min Herre! De maa tillade mig at tvivle: en Officier ffulde erffe en Tjenestepige for andet, end for at gjøre hende til Heltinden i en Roman, som for hende nød: vendig vil faae en tragisk Ende.“

Han. Nei saa stal

Hun. „Band iffe! band iffe Hr. Lieutenant! De bedrøver mig, og – De fornedrer Dem fely – flip min Haand! den kan jo saa aldrig blive Deres."

Han. „Og hvorfor ikke?

Hun. Fordi den er Dem alt for ringe nej! nej! spild iffe flere Ord, min Herre; men er Deres Til vud alvorligt, da behag at gjenta'e det imorgen i hele Selskabets Nærværelse, saa faa vil jeg svare Dem alvorligt!

Hermed hørte jeg hende fuse bort, og den ulykkelige Elsker sneg sig langsomt bagefter.

Det er et græsseligt Snerperie! faa kostbare funne slige Tøjter gjøre sig. Ja ja! hun gav nok bedre Kjev; men nu ffulde hun først udframme de moralft - sentimentalffe Flopfler, hun har opsnappet paa en eller anden Comedie. Den arme Fyr! jeg troer bestemt, han vil ægte hende. Men bie fun, min gode Frue Lieutenantinde in spe! jeg skal nof fætte dig en Streg i Regningen forfængelige, ufor: flammede Ting!

Hvor let funde iffe ogsaa jeg have løbet i den Snare! Men jeg havde ftrar en dunkel Åhnelse om, at det ikke hang rigtig sammen med denne hersens Kammerpige.

Under Indsejlingen i liimfjorden. fortræffeligt! Knuden er løst – Romanen er færdig. Solen skinnede varmt; en mild Østenvind stjød of sagtelig hen mod 3yllands Ryft, og, da der ingen Urolighed var i Soen, saa jævnt, at vi iffe fornam, hvorledes vi kom afsted. Alle vare vi muntert stemte, og det blev i et Skibsraad besluttet at spise Frokost paa Dæffet, og da at knæffe Halsen paa de levnede Flasker.

Jolen, der stod os ivejen, blev sat i Søen, og et par store Kister bejsede op af Rummet med fyrige: Haa bajop: af Matroserne, som ventede honnette Driffepenge. Kisterne bleve stillede mellem Kahytten og Lugen, og dækfede; Bænke anbragte rundt om dem. Ade Passagererne, med samt Slipperen toge Plads.

Den lange fad hos fit Hjertes Froken; den Brede hos den lafoniste Bertha.

Saasnart Glassene første Gang vare fyldte, greb Majoren fit, rejste sig, løftede det højt i Vejret, og raabte: Served declareres Mariage mellem Hr. Lieutenant Dannes brog og Frofen 3uliane Sillie - de Forlovedes Staal:

Glassene flingrede; et tredobbelt Hurra:" drønede; ten tomme Flaske floj i Søen.

Mit Blik faldt paa Rammerpigen, der stod taus og mod Sædvane meget alvorlig bag ved Frøken Bertba. Nu sprang den Brede tilbage over Bænken, gik hen til hende, og fagde bejt og bestemt: Huffer Du, hvad Du lovede mig igaar?"

Hun rødmede, og stammede et fagte: Ja !! Det forekom mig nu at være paa den hoie Tid at frelse Mans den: jeg ræffede om bag Kammerraadens Ryg, og trak ham i Kjolestjøbet een Gang -- to Gange.

Hvad behager?. sagde han med en hurtig Vending og

et mørkt Djefast; men og i samme Djeblik til Pigen: „naar jeg gjentager mit forrige Tilbud?

Jeg faftede mine Been over Bænken, og hviskede ham i Pret: For Himlens Sfyld! lad være !

Hvad rager det Dem?" knurrede han tilbage; og sagde atter til Pigen, hvis Haand han havde grebet: „Naar jes nu gjentager mit Tilbud ?

Rammerraaden, der fad lige over for os, grinte ret svinepolidft.

Mit Blod oprørtes — jeg hvidskede atter med Hæftigbed til Officieren: De gjør Dem selv ulykkelig !"

„Ri'er Fanden Dem ?. svarte han mig og næsten i samme Tone talte han de samme Ord som fer til Mamsel Stine tredie Gang.

„Hvilfet Tilbud ? spurgte hun bleg og med bævende Nøst.

Naa! faa fejl da din egen Søe, bu ülk! tænkte jeg, og gik tilbage paa min Plads.

Mit Hjerte og min Haand!udstødte han: Du har lovet at svare mig alvorligt.“

,,Det vil jeg" sagde hun: , Jeg erfjender den Dpofrelse, De af Godhed for mig vil gjøre, jeg tager med Ydmyghed mod deres Tilbud (her bøjede bun Hovedet og nejede dybt og langsomt) og stal stræbe at gjøre mig værdig til Deres bøjmodige Tillid!

Det gjorde en Dpsigt, men virkede dog ganske forstjelligt paa de Tilstedeværende: Kammerraadens Mund udvidede sig til et endnu brebere Smil, bans smade Katteojne bleve næsten reent borte: de to Philosopher derimod opspilede deres faas vidt mueligt: Majoren tvang fig til at sætte et alvorligt Ansigt op: Den lange raabte paa nof en Flaske, dog uden at tage Notice af det sidst forlovede Par; men hans Dame (miilte saa mildt og faa glad, som - jeg veeb iffe hvad.

« ForrigeFortsæt »