Bidrag til et psykologisk billede af Søren Kierkegaard i barndom og ungdom: af trykte og utrykte kilder sammenbragte, befordrede til trykken og udgivneI commission hos Otto B. Wroblewski, 1895 - 134 sider |
Andre udgaver - Se alle
Almindelige termer og sætninger
altsaa Alvor Assessoren Balles Lærebog Barfod Barn Barndom og Ungdom Begyndelsen Betydning Bidrag blive blot Christendommen Christus Collision dialektiske dæmoniske Død E. P. III E. P. VII endogsaa Epilepsi Ethiske Factum falde findes forekommer Forfatter-Virksomhed Forhold Forstand fortælle Fortællingen Frygt Frygt og Bæven følt første faae faaer ganske giver gjennem Grammatik Grund havt Heterogenitet Hjemmet Hjælp holde Hosekræmmer hvorledes I-II igjen Indtryk Instinct Ironi Johannes Climacus Journalen Journaloptegnelse kjendt lade Levin Lidelse lige ligesom lægevidenskabelig lægge Lærer lært læse Mand Menneske Michael Nielsen muligt mærke Maade maaske netop ning næsten objectiv Objectivitet Olding Oluf Bang opmærksom Optegnelse Personlighed Phantasi philosophisk Poul Møller psykiske Psykologien Rapport Rector Reflexion religiøse sagde Sandhed Side Sjæl Skildring skjøndt Skolen Skyld Smerte Sokrates strengt stærkt Sympathi synes Synsp Synspunktet Søn Søren Kierkegaard saadan saae saaledes Tanke Træk Tvivl tænker Udtryk uhyre unge S. K. vanskeligt virkelig væsentlig Yngling æsthetiske Aand
Populære passager
Side 2 - Sit igitur hoc iam a principio persuasum civibus, dominos esse omnium rerum ac moderatores deos, eaque, quae gerantur, eorum geri iudicio ac numine, eosdemque optime de genere hominum mereri et, qualis quisque sit, quid agat, quid in se admittat, qua mente, qua pietate colat religiones, intueri piorumque et impiorum habere rationem ; 16 his enim rebus inbutae mentes haud sane abhorrebunt ab utili aut a vera sententia.
Side 50 - En sjelden Gang, naar Faderen saae paa Sønnen og saae han var meget bekymret, da stod han stille foran ham og sagde : Stakkels Barn Du gaaer i en stille Fortvivlelse. <Men han spurgte ham aldrig nærmere ak! og det kunde han ikke; thi han gik ogsaa selv i en stille Fortvivlelse^ Ellers blev der aldrig vexlet to Ord om den Ting.
Side 86 - Jeg vidste, det var min Opgave at gaae i Skole, i den Skole, jeg engang var sat i; om saa alt Andet blev forandret, dette kunde ikke forandres. Det var ikke blot Frygt for min Faders Alvor, der bibragte mig denne Forestilling, men det var det ophøiede Indtryk af hvad der var et Menneskes Pligt. Om min Fader var død, om jeg var bleven sat under en Andens Opsigt, hvem jeg kunde have bevæget til...
Side 12 - Fra Barn af var jeg i et uhyre Tungsinds Magt, hvis Dybde finder sit eneste sande Udtryk i den mig forundte lige saa uhyre Færdighed i at skjule det under tilsyneladende Munterhed og Livslyst — min eneste Glæde fra saa langt jeg næsten kan huske tilbage, at Ingen kunde opdage, hvor ulykkelig jeg følte mig; hvilket Forhold (Tungsindets og Forstillelseskunstens lige store Størrelse) jo betyder, at jeg var anviist mig selv og Guds-Forholdet.
Side 12 - Som Barn blev jeg strengt og alvorligen opdraget i Christendommen, menneskelig talt, afsindigt opdraget: allerede i den tidligste Barndom havde jeg forløftet mig paa Indtryk, som den tungsindige Olding, der havde lagt dem paa mig, selv segnede under - et Barn, afsindigt, paaklædt til at være en tungsindig Olding.
Side 93 - Porten, til et nærliggende Lystslot, eller ud til Strandkanten eller om i Gaderne, alt eftersom Johannes vilde det; thi Faderen formaaede alt. Medens de da gik op og ned ad Gulvet, fortalte Faderen alt, hvad de saa...
Side 27 - Efter min Død skal Ingen i mine Papirer (det er min Trøst) finde en eneste Oplysning om hvad der egentlig har udfyldt mit Liv; finde den Skrift i mit Inderste, der forklarer Alt, og som ofte gjør hvad Verden vilde kalde Bagateller til uhyre vigtige Begivenheder for mig, og hvad jeg anseer for Ubetydelighed, naar jeg tager den hemmelige Note bort, der forklarer det.
Side 15 - Aldre (Barndom og Ungdom) har jeg, behændig, som Reflexion altid er, hjulpet, maattet hjælpe mig med noget eftergjort Noget, og, selv endnu ikke klar over, hvad det var der var mig forundt, gjennemlidt den Smerte ikke at være som de Andre, hvad jeg naturligviis den Gang havde givet Alt for blot en kort Tid at kunne være.
Side 13 - Øieblik i mit Liv været forladt af den Tro: man kan hvad man vil — kun Eet ikke, ellers alt Andet ubetinget, men Eet ikke, ikke hæve det Tungsind, i hvis Magt jeg var...