sine Skrifter og fik en talrig Subskription. En stor Boghandler bød ham 2 Rbd. for Arket, han sik 5 (!). I Fortalen til disse, den sidste udførligere Meddelelse fra Ewalds Haand, siger han, at han fraseet digteriske Hensyn „aldrig har skrevet otte Linier, som han med Grund kunde ønske uskrevne i sin sidste Time."

I den seneste Tid læste Ewald mere, end han skrev; men Læsningen tydede paa, at han forberedte sig til nye Digterværker. Han var ofte ikke i Stand til at holde Pennen i Haanden, og fun faae Timer forundte hans Smerte ham Hvile til Arbejde. Kun i den sidste Tid, da Sygdommen daglig vorede og hans Kræfter daglig aftoge, hørte man ham klage. Han læste hele Natten og slumrede først henimod Morgenstunden. Tilsidst blev han saa svag og af det langvarige Leje saa om, at han ikke kunde vende sig i Sengen, men maatte løftes af Andre, og derved vare hans Smerter altid usigelig store. Med Gigten forbandt sig tillige indvortes Beklemmelser; de toge til, og hans Opløsning nærmede sig med stærke Skridt. Faae Mennesker have udstaaet Det, som han; men hans Munterhed forlod ham ikke, og af hans Øje straalede Kjærlighed, naar hans Mund ikke kunde tale."

"

Kort før fin Død gjorde han sit Testament, hvori han sfjænkede Madam Schou 300 Rbd, han havde sammensparet, og tillige, Hvad han ellers efterlod sig*). Af Theaterkassen fik hun tillige 100 Dukater. Det var med god Grund; thi Hvem veed, om Ewald uden hendes Pleje havde faaet Kraft til at frembringe „Fiskerne."

*) Flere af disse hans Efterladenskaber ere igjen gaaede i Arv til Madam Schous Sønnesøn, Johannes Ewald Schou, der nu som en gammel Mand opholder sig i Hellebæk. Som Kronprins afkjøbte Christian den Ottende ham et Portrait i Oliefarve af Joh.

Dig, Helt fra Golgatha!"

--

Hans sidste Arbejde var at læse Iliaden paa Græsk. Faae Nætter før sin Død dicterede han Dødssangen: „Udrust Paa hans Dødsdag hørte Smerterne op. „Han laae rolig og bad sagte de Bønner efter, som Schønheyder sagde til ham, kjendte sine Venner og slumrede stille hen." Det er uvist, om hans Moder var ved hans Dødsleje; der var imidlertid indtraadt Fersoning mellem dem, efter at hendes Søn var begyndt at blive berømt. Endnu sidste Nat havde Ewald læst i, Klopstocks Messiade; da han var død, laae Bogen paa hans Seng. Han døde d. 7de Marts 1781, 37 Aar og 4 Maaneder gammel. Først den 23de Marts begravedes han red Enden af Trinitatis Kirke. Han var den Første, der „paa Danmarks Skuldre blev baaret til fin Grav.“ Det var en ny Skik, ydet en ringe Poet og derfor den fornemme Verden til stor Forargelse." Liigfølget naaede fra Huset, hvor han boede, til Kirkegaarden. Pøbelen stimlede saa stærkt til i den snevre Gang ind til Runde Kirke, at Nogle af Liigfølget maatte drage Kaarde for at skaffe sig Plads. Samme Aften var der Sørgehøjtid paa Theatret, hvor „Fiskerne" opførtes. Men nogle af Ewalds Fjender vancerede hans Minde: „Man traadte hen paa Digterens Grav og haanede hans Levnet." Selv var han nu sejerrig ude over Alt af den Art!

"

Først ved Ewalds Død gik det op for Mængden, hvilken Digter Danmark havde ejet i ham. Han var som en Morgenlærke, der sang, medens Folket endnu laae i Dynerne med

Ewald, vor nuværende Konge siges at have afkjøbt ham Digterens Uhr, og endelig er det her i Texten meddeelte Portrait af Enewald Ewald taget efter et Billede, Digteren selv har ejet, og som ligeledes var gaaet i Arv til den omtalte Schou. Denne fortæller, at Ewald havde en Yndlingskat, som i de sidste Aar var ham til megen Glæde, og som havde Navnet „Axel Hvide“.

Gardinerne ned for Ruden. Da det vaagnede op og skulde høre, saae det Fuglen dale vingestækket, vingeskudt.

Han var som en af Vedetterne i Forpoftfægtningen; de falde ofte, men bane samtidigt Vejen for de Sejrende.

Det var rimeligt, at Sorgen var stor ved Ewalds Bortgang. Han var i stadig Stigen, med hvert nyt Værk blev han fuldkomnere. Hans Samtidige, Wessel, blev ikke begrædt som han; thi dennes Tilbagegang var sporlig næsten i Alt, hvad han skrev efter Kjærlighed uden Strømper." Ewald døde i stigende Udvikling, ikke saa gammel som Holberg, da han skrev sin første Comoedie. Hvilken digterisk Fremtid synes her ikke afbrudt, og som det synes, tildeels ved Folkets egen Brøde.

"

Ja, vel var Ewalds Liv tragisk; men kun, naar man seer paa hans Person, ikke naar man betragter den Idee, han kæmpede for. Sejerrig og straalende, frugtbar og bevinget førtes den frem af Adam Oehlenschlæger, Ewalds ægte Fostersøn; og naar dette Aarhundrede og dets store, danske Digterskare, vakt af denne „Skjaldenes Adam," har følt Aandens Lue over sig og i sig, da skal enhver Dansk taknemmeligt lyse Ære og Velsignelse over Johannes Ewalds Minde. Vidunderlig er den Magt, som kan være givet en Menneskeaand. Den kan straale ud over Aarhundreder til Næring og Udvikling, til Glæde og Ophøjelse for utallige andre Aander, der beskue den. Visse Stjerner kunne lyse længe efter, at de ere gaaede bort, og saadanne Stjerner ere Genierne. Ewalds store Betydning kjendes bedst af den Stjerneglans, der endnu udgaaer fra hans Person og hans Gjerning i Digtekunstens Tjeneste.

Nicolaj Bogh.

ppe i Vendsyssel, ved en Bugt af Limfjorden, ligger Herregaarden Rørholm. De tykke, røde Mure og de tak= fede Gavle titte frem mellem Kastanjetræerne, der staa paa Randen af de gamle Grave; men disse sidste ere nu i Færd med at forsvinde, Siv eg Rør rykke længer og længer ud fra Bredden, saa at den fortgrønne Vandstribe stadig bliver smallere. Ind til Gaarden fører Nord fra en ældgammel Lindeallee, Syd for den ligger Haven og mellem den og Fjorden er fun en smal, sid Strækning

med Vandhuller mellem Tuerne og Sand under Græstørven.

Her er den dejligste Tumleplads noget Barn kan ønske sig. Man kan vade til Knæerne mellem Tuerne, finde Ryle- og Maageæg om Foraaret, Sten og Muslingsfaller ved Strandkanten hele Aaret igjennem, og kaster man blot Øjet ud over Fjorden, er der altid Noget at se, snart en Fiskestime, snart en Flok Ænder, alt som det nu træffer; hen paa Vinteren kan det ogsaa hænde, at man faaer Øje paa de vilde Svaner.

Her nede kunde man da ogsaa, til den Tid, her tales om, næsten daglig se et Par Børn, en fin, lyshaaret Pige paa en halv Snes Aar og en et Par Aar ældre Dreng. Pigen, som hed Philippa, var eneste Barn af Rørholms Ejer, Oberst Munk. Drengen hed Henrik og var Søn af en af Oberstens gamle Underofficierer; da denne døde, kom Drengen til Gaarden, og det var Oberstens Hensigt, med Tiden at tage ham i sin Tjeneste som Rideknægt, Gartner eller hvad andet Lignende han maatte vise Lyst og Anlæg til. Foreløbig havde han ingen anden Gjerning at udføre, end at være Page for den lille Frøken Philippa, deltage i hendes Lege, løbe hendes Ærinder og bøje sig for alle hendes Luner, og hertil viste han baade Lyst og Anlæg. Hun kunde heller ikke paa nogen Maade undvære sin Legekammerat, han maatte følge hende overalt; og Obersten var glad ved at hans Barn havde en omtrent Jævnaldrende, med hvem hun kunde færdes ude i det Fri, og med hvem hun kunde udverle Tanker og Forestillinger.

En Dag, da de to Børn havde slaaet Smut saa længe, til de vare blevne helt trætte og nu havde strakt sig i Sandet, sagde Philippa pludselig:

"

Henrit! Troer Du iffe, Du kunde faa mine Snørestøvler løste ?"

Henrik gav ikke noget Svar herpaa, men udbad sig Oplysninger om, hvorfor Philippa spurgte om det.

„Jo, for jeg vil ud at vade!" svarede hun.