folder sig i Gothikens og Renaissancens Kraft og Høihed, Grækernes rene og ædle Smag, Maurernes og Byzantinernes fantastiske Rigdom og Pragt, Rococoens yppige og extravagante Opfindsomhed umulige Engle, groteske Uhyrer, Blomster og Vaser, forgyldte Linier og Snirkler, Frugter og Fugle Alt aabenbarer en Fylde af Stjønhed og uendelig Harmoni, som vor moderne Ædruelighed ingensinde har kunnet hæve fig til. Lysvirkningen i dette Billede bidrager ogsaa sit til at forøge dets magiske Storhed. En klar, gjennemsigtig Luft viser i Baggrunden Tyroleralperne som en mørkeblaa Sky. Sneen glimrer oppe i Gletscherne, Bjergenes fine, bølgende Linier smelte næsten sammen med Horizonten, den glødende Sol giver, idet den stiger eller synker, enhver Gjenstand sit særegne Udtryk. Her falder en skarp og concentreret Straale hen over et af Paladserne, røber et Dieblik alle Liniers og Formers Stjønhed i en Balcon, en Søilerække eller en Vinduesbue, for næste Dieblik at lade dem træde tilbage i deres forrige Skygge; hist trænger en anden Straale ned imellem Taarne og Gavle, kaster et skarpt og glimrende Streiflys ud over Kanalen da faae Lagunens dunkle Vande Liv, det funkler, zittrer og straaler i den som et Hav af flydende Kviksølv. Efterhaanden som Dagen svinder, blive Slagskyggerne mørkere, Kanalerne hylle sig i Taage og Dunkelhed, medens Aftensolen endnu skinner paa det Øverste af Paladserne og kaster sit varme og farverige Lys over deres Tinder, som et Diadem om en Fyrstindes Pande. Fra Dag er det pludselig bleven Aften, med den kommer Maanen op af Adriaterhavet, spreder Taagen, hilser paa det gamle Klokketaarn og Marcuskirkens Spiir. - Det er især i Maaneskin, Billedet af Venedig har den største Tillokkelse; enhver Gjenstand viser sig da i færre Enkeltheder, men sikkert med større Totalvirkning. Det blaalige og drømmende Lys, de dybe og brede Skygger, som indhylle Paladserne i et hemmelighedsfuldt Halvmørke og forstørre alle deres Forhold, de mumlende Laguner, Tavsheden, Ødet griber os. Alt har et eget feeagtigt, fantastisk Præg, en høitidelig Alvor, en Duft af Romantik, forsaavidt det Romantistes Begreb er, gjennem Natur eller Kunst at vise en mystisk Baggrund, der paaakalder Indbildningskraften og vækker dens Virksomhed. Minderne tale, det Forbigangne faaer Liv, selv den Ligegyldigste gribes af en Magt, som ingensinde senere lader sig fortrænge fra hans Livs blege Erindringer. Der er brugt mange Ord til at fortælle om Venedig. Digterne besang det, Archæologen skrev Kataloger over det, enhver Beskuer gispede efter Luft, for at give sin Henrykkelse Udbrud i nye Superlativer Ingen af dem alle har dog kunnet meddele et fuldstændigt Billede af denne sørgende Enke, hvis Smykker man har laant, eller plyndret, eller efterlignet, medens hun tavs og forladt staaer og drømmer om Fortiden, og stirrer hen over Lagunernes mørke Vande. Hvilke mindeværdige Historier var der ikke at fortælle, hvis disse Mure kunde tale, men Alt er trykkende tavst og hemmelighedsfuldt hernede, Klostrene staae tomme, Paladsernes Porte ere tilstængede, Vinduerne lukkede med store Skaader. Den mørke Gondol glider i sit Ligklæde af sort Fløil, eller fort Klæde, hen over Kanalen, hurtig og lydløs, som en Fugl gjennem Luften. Folket hvisker i Gaderne, Alt befinder sig i en uforsonlig Kamp mod det Aabne og Meddeelsomme, det er, som om Enhver bar paa sin Hemmelighed, eller frygtede for at vække dem, der slumre omkring ham. Gravene gjemme deres Offre under store Ligsteen eller under et pragtfuldt Flor af Blomster. Lagunerne afspeile kun den blaa Himmel og den glødende Sol paa deres Overflade. Hvad der hviler under den er tavs de Døde tale iffe; det er ogsaa bedst for de Levende. Paa hiin Side af Rialtobroen ligger der en gammel Steenbygning med buede Karnaper og fremspringende Altaner, der synes at skrive sig fra den tidlige Middelalder. De første Eiere af dette Pallads have illustreret deres Smag med en Rigdom, Pragt og Overflod, der udtaler sig i Alt. Basrelieferne over Vinduerne ere af udmærket Arbeide, Vaser af mørkegrønt Serpentin smykke alle Facadens Gesimser; slanke, polerede Søiler af rødt, ægyptisk Marmor bære en Buegang rundt om hele den nederste Etage Alt, hvad der gjør Livet let, straalende og bevæget, var engang forenet her. Berusende Festers Larm, Hyldest, Blomsterbuft, bedaarende Ord, Ord, som man skjælvende hvisker, som brænde deres Minde ind i Hjertet, og aldrig lade sig fortrænge siden hele dette Blendværk af Ungdom, Letsind og Lykke, som ikke taaler at analyseres, skjulte sig engang bag disse Altaner, eller lød ud over dem. Siden har Tiden lagt sin tunge Haand paa Paladset. Store Træstivere støtte det, flere af Capitalerne ere faldne ned og hensmuldre under deres Søiler, ud fra de dybe Revner i Murene mylrer en yppig Vært af Hjertegræs og gyngende Venushaar. I det gamle Vaabenskjolds Plads over Porten har en Høge= familie bygget Rede og lurer forgæves paa Svalerne, som skrigende flyve ud og ind gjennem de sønderslagne Ruder. Hvad har dette Palads i Aarenes Løb maattet dølge i sit hemmelighedsfulde Mørke, hvad lukkede disse graae Mure sig omsider for? Nød uden Trøst, Skyld uden Bod, Lidelser uden Forløsning. Stedet har i Mandsminde været ubeboet, de hvide Marmortrapper, som føre op fra Kanalen, ere næsten skjulte af et grønt og slimet Overtræk, Murene hæve sig mørke, tankefulde og truende over Vandet, som Titelblad paa en sørgelig Historie. der", paastode Medens Østerrigerne holdt Venedig besat, havde de engang isinde at anvende det omtalte Palads til Kaserne, men opgav det igjen, uden at Nogen vidste Grunden. „Det er for fugtigt", mente Gondoliererne. De tør ikke boe Andre, „de Levende blive jagne bort af de Døde. kigge mørke og truende Skikkelser frem bag de stænger; Ulykken aander ud fra Stedet." Om Aftenen rustne Jern Marino Gradenigo var den Sidste, som beboede dette Palads. Hans Vaabenmærke, en Sølvtrappe i rødt Felt, er endnu synligt over den indre Porthvælving. Slægten Gradenigo hørte til Venedigs ældste Adel, og har spillet en fremragende Rolle i Republikens Historie. I Aaret 837 var en af Marinos Forfædre den trettende Doge i Venedig; en Anden blev kronet med en Laurbærkrands i Marcuskirken, efterat have frelst Republikens Flaade i et Søslag mod Genueserne. En Trebies beskednere Fortjeneste indskrænkede sig derimod til at være en udmærket Svømmer; som saadan frelste han engang Dogens unge Datter og fik hende tilægte. Folk kaldte ham Delfinen, et Navn, han fandt saa stor Behag i, at han lod sætte tre Delfiner i fit Skjold og ombyttede Navnet Gradenigo med Dolfino. En gammel Legende fortæller et Jertegn, hvori Dolfinos Navn igjen forekommer. Da den hellige Marcus' Liig blev ført fra Alexandrien til Venedig, sad der paa Apostlens Finger en rusten Jernring, som man ønskede at ombytte med en mere kostbar Prydelse. De Tilstedeværende prøvede for= gæves paa at tage Jernringen af, det hellige Liig holdt fast paa den, indtil Giovanni Dolfino kom. For ham aabnede Apostlen sin Haand, og tillod ham at ombytte Ringen. |