„Det er jo ikke Vand!" udbrød Jørgen, som opmærksomt havde seet hen imod de blanke Pletter, der glimrede i Maanelyset. „Vældet ligger tilhøire for den store Steen, og der var knap Vand i det, da jeg tog loven." „Da kommer det dog derfra,“ sagde Rasmus, „det seer jo ud, som vældede det frem under Stenene." Jørgen var gaaet hen imod Stedet. Nu bukkede han sig ned, tog Noget op og raabte i det Samme: „Kom herhen! Jorden ligger fuld af Tinknapper!" Rasmus vaklede noget; men endelig tog han Mod til fig, gik derhen og tog nogle af de skinnende Stumper op. Det var en farlig Hoben Tin, det,“ sagde han. „Hvor kan det være kommen fra?“ Jørgen svarede ikke. Han havde lagt sig paa Knæ og gravede med begge Hænder Jorden bort tæt ved Stenen. Pludselig sprang han op, tog Faderen ved Armen og raabte: „Veed Du, hvad jeg troer?“ "Net," sagde Rasmus betænkelig. „Jeg troer, vi bliver paa Gaarden for den Gang,“ jublede Jørgen, "Det er Sølv Altsammen.“ " Er Du gal, Jørgen!" skreg Rasmus. „Hvor skulde det komme fra ?" „See her!" sagde Jørgen og bukkede sig atter ned. „Kan Du give mig en Haandsrækning?" Rasmus havde ikke saa nemt ved at bukke sig, men fik dog omfider fat i Kanten paa et Metalkar, som de med Anstrengelse løftede i Veiret. Ligesom de havde faaet det over Jorden, braft det for dem, og en Regn af Sølvarmbaand, Ringe, Mønter og Barrer, styrtede ned i Hullet med en Klang, som tydelig nok viste, at det hverken var Bly eller Tin. „Der slap den!" sagde Rasmus og stirrede paa den Stump af Karret, som han havde beholdt i Haanden. „Nei, det ligger i Hullet!" raabte Jørgen. „Luk nu op for Lommerne!" „Bare Gaarden ikke brænder," sagde Rasmus. „Jeg synes, jeg seer det lyse deroppe.“ „Nei, jeg seer det lyse dernede," sagde Jørgen. „Stop nu til Dig, hvad Du kan! Hvad Du har i Lommen, løber ikke fra Dig.“ Den tykke Gaardmand knælede ned og begyndte at fylde fine Lommer; men de sloge ikke nær til. De fik begge Huerne fulde med og havde endda Ondt nok ved at slæbe det. Da Hullet endelig var tomt, sagde Jørgen: „Nu er det vel bedst at gaae op til Præsten med det; han er en lærd Mand, som kan sige os, hvad vi skal gjøre med det.“ "I Guds Navn!" sagde Rasmus og saae ned i Hullet. „Nu troer jeg, det blev tomt, og — Vand var det da ikke.“ Hermed er vor Historie forbi; men da Mange maaskee kunne tro, at den er opfunden fra Ende til anden, skulle vi meddele et Par Ord om den virkelige Begivenhed, som ligger til Grund for den. VaalseFundet er et af de største og rigeste Sølvfund, der nogensinde er gjort i Danmark. Det bestod deels af hamrede, deels af støbte Sølvbårrer, dernæst af Halssmykker, Armbaand, Ringe, og endelig af et betydeligt Antal Monter, Alt af fiint Sølv. De sidste vare hverken danske eller nordiske men havde tilbagelagt en saare lang Vei, idet de tilhørte de ældste Kalifer i Bagdad. De vare derhos særdeles vigtige til at be= stemme Tidsalderen for det hele Fund; thi paa den Slags, saakaldte „kufiske“ Mønter staaer ikke alene Kalifens Navn, men ogsaa det Aar og den By, hvori Mønten er præget. Nogle af dem førte tillige den Indskrift: „Vær hilset!", og det kan næppe betvivles, at baade Rasmus og Jørgen paa det Venligste have besvaret denne Tiltale. Hvad de lykkelige Findere angaaer, faa fik Jørgen Gjælden dækket og endda saa Meget tilovers, at han kunde sætte Gaarden i en forsvarlig Stand. Rasmus overlod nu Driften til ham, og stod fig godt derved. Tiltrods for at Runevældet havde flydt, blev han en saare gammel Mand, som kunde fortælle fine Børnebørn hele den mærkelige Historie om Fundet i Runevældsmarken. V. Bergfee. Hvordan Fanden mistede sin Bale. Fortalt af Erik Bogh. har jo Allesammen hørt Tale Paa hvilken Maade den gik i Løbet? Der for lang Tid siden er røbet Først maa jeg dog betro Jer Et, Det er for Resten let at forstaa, At ingen Dumhed er større og værre I gamle Dage, da Sligt var Mode, Har været løs" og drevet fit Spil Med Godtfolk paa denne fyndige Klode, Har efter de gamle Æventyr Altid víst, at han var en Fyr, Som man fremfor Alt maatte holde til Gode, At han var et meget maadeligt Ho'de. -Ja det er mit Alvor, ligefrem! |