Det var en vild Aften i Januar Maaned 1872, Stormen pidskede de tætte Sneflokke, som kunde det være Flødeskum, Barometret stod paa Jordskjælo, Regnen kunde neppe skimtes gjennem Taagen, kort sagt, det var et af disse forfærdelige Uvejr, som enhver nogenlunde duelig Romanforfatter sætter i Bevægelse for des bedre at kunne bemærke, hvor hyggeligt det er at sidde i en lun Stue ved den snurrende Themaskine. Hvor der var lunt og hyggeligt hos Madam Christiansen! Lampen skinnede paa det velbesatte Aftensbord, Themaskinen snurrede og Kakkelovnen rakte Tunge. Mad. Christiansen var Enke efter en Skibsfører, men hun stod ikke ene i Verden, hun havde en Logerende. Sivertsen havde engang kjendt bedre Dage hans Fader havde været Ligvognstudst men nu levede han ulykkelig som Afskriver, hans Fader var kjørt bort med hans Ungdoms Elskede. Madammen havde bragt Børnene til Sengs, hun og Sivertsen vare ene med deres Minder og Aftensmaden; hun tænkte paa fin salig Mand og saa fik hun Noget i den forkerte Hals. Sivertsen ilede hende til Hjælp, dunkede hende i Ryggen og hun aandede atter frit, men Sivertsens Haand gled ganske langsomt ned om Madammens Liv. ,,Sivertsen!" hvidstede hun, Christiansen!" hvidskede han, men Haanden blev liggende. - Der behøves ikke mange Ord forat to ligeftemte Sjale kunne fatte hinanden, den ægte Kjærlighed er tavs, men der gives en Tavshed, der er mere talende end Ord.

Det var en mild Foraarsdag i Februar, Himlen var himmelblaa og det var Solskin paa Solsiden. Madammen straalede, omgiven af ftne kjære trofaste Veninder, som Maanen blandt fine Drabanter; Selskabet var allerede ved den tredie Kop Kaffe og drøftede, hvad Godt det nye Aar vel bragte med sig.

„Pas bare paa, hvad jeg siger", sagde Madam Brumberg, Madammens ældste Veninde, „det bliver et mærkværdigt Aar! Nu kommer Udstillingen; det er ikke for det, men boede jeg ikke paa Abel Cathrine, saa vidste jeg nok, hvad jeg gjorde. Min Son siger det ogsaa og han har jo saadan et juridisk Kontor, saa han forstaar sig paa alle den Slags Ting. Havde jeg bare saadan en deilig Sal som De, Mad. Christiansen, De kan tro hm!"

....

,,Men tror De, her kommer saa mange Fremmede ?" spurgte Mad. Christiansen.

„Gud! over en Milliard! Og hvor skal de hen, de Mennesker? De kan dog ikke ligge paa Gaden!"

„Ja, det forstaar sig, Sivertsen boer jo magelos billig og han er rigtignok rædsom utilgivelig med at betale, aldrig Penge før den sidste Dag!" „Jeg skal saamænd sende min Son herop til Dem, Madam, saa bliver De nok enig med ham".

Hvorfor rødmede Mad. Christiansen lige op til Kappestrimlen, hvorfor truede hendes Hjertes Banken med at sprænge Snørlivet? Madammen hørte ikke til de Mennesker, hvem en stærk Sindsbevægelse kan tilintet= gjøre, hun skyllede sin Forvirring ned med en Slurk Kaffe; det Fortrin har Naturen givet Kvinden fremfor Manden.

En Maaned efter den i forrige Kapitel omtalte Begivenhed træffe vi den unge Brumberg hos Madam Christiansen. De havde hidtil talt i en stiv Forretningstone, men Madammen yttrede Betænkeligheder ved at gaa ind paa hans Forslag ikke for det jeg nok vilde tjene de Penge, men det er dog saa tungt at skilles fra min elskede Sivertsen“.

„Elskede ?" raabte Brumberg og foer op,,,og jeg, som troede..." ,,Min Gud, hvad troede De?" spurgte Madammen.

,,Intet, Madam,

"

De har et Menneskeliv paa Deres Samvittighed!" Gaa ikke!" hvidstede Madammen og holdt ham tilbage.

Mærkelig nok elskede Madam Christiansen ikke Sivertsen, men Brumberg; denne Sidste var hvorfor dølge for Læseren i Marts Maaned, hvad der dog vil staa klart for ham i Juni? lad os ligesaagodt fige det strax, Brumberg var en fuldendt Skurk. I det Dieblik Madammen havde holdt ham tilbage, var hun allerede i hans Garn. Han snoede paa en djævelsk Maade fine Knebelsbarter og saae med fine dejlige Øine paa Madammen, Brumberg kom, Brumberg saa, Brumberg sejrede. Man siger, at Slangen ved sit Blik kan trylle Smaafugle i fit Gab: som en saadan Smaafugl fløj Madammen i Brumbergs aabne Favn; med et eneste stærkt Tag rykkede han baade Christiansen og Sivertsen udaf hendes Hjerte. Det menneskelige Hjerte er en Gaade, paa hvilken Opløsningen ikke følger i næste Nummer.

April Flyttedag er ligesaavel som Oktober Flyttedag en kjøbenhavnst Ejendommelighed. Ikke alene de mange forskjellige, dels komiske dels sorgelige Scener af Folkelivet, der den Dag opføres i det Frie, men ogsaa det Svineri, der forefindes paa Gaderne, stemmer Sindet til Alvor og bevirker, at man føler sig saa hjemme i det kjære Kjøbenhavn.

Madammen havde knust Mere end Sivertsens Barometer, da han flyttede fra hende, hun havde knust hans Hjerte. Hvor rørende var det ikke at se den af Skjæbnen saa haardt ramte Mand gaa bagefter den Trillevogn," der indesluttede alt hans jordiske Gods, med fine Morgensko under den ene Arm og sin Faders Portræt under den anden. Han havde klædt sig i Sat Affe var der nok af paa Gaden han rystede Støvet af fine Fødder mod det Hus, der havde dræbt hans Lykke, men Sorgen flyttede med ham og den tynger mere end et tomt Klædeskab. Selv Madam Chriftiansen, der lænede sig udaf sit Vindue og saae efter den bortdragende Af= skriver, kunde ikke udholde dette Syn. Mad. Christiansen var bedrøvet, Mad. Christiansen var tavs, da smeltede Isskorpen, som havde lagt fig om hendes Hjerte, og i Form af en Taare, stor som hendes Brøde men flar som en Diamant, trillede den nedad Madammens Kind og faldt ned i Sengehalmen, der dækkede Gaden. Det er saadanne Taarer, der bane Bej for et Menneskes Sjæl til Paradiset.