brød. Hvorledes skulde han fange og faa den. Det var ikke saa let. Han anspændte alle fine Tanke-Evner og saa sagde han: „nu har jeg det!"

„Prinsesse-Fader: forund mig Noget at bestille! Maa jeg indøve Landets Beboere i at præsentere, det er det man i Verdens største Lande kalder Dannelse!"

„Og hvad kan du lære mig!" spurgte Prinsesse-Faderen.

„Min største Kunst," sagde Professoren, „at fyre en Kanon af saa hele Jorden bæver, og alle Himlens lækkreste Fugle falde stegte ned! Det er der Knald ved!"

„Kom med Kanonen!" sagde Prinsessefaderen.

Men i hele Landet var der ingen Kanon, uden den Loppen havde bragt, og den var for lille.

„Jeg støber en større!“ sagde Professoren. „Giv mig bare Midlerne. Jeg maa have fint Silketøj, Naal og Traad, Tov og Snore, samt Mavedraaber for Luftballoner, de blæse op, lette og løfte; de give. Knaldet i Kanon-Maven."

Alt hvad han forlangte fik han.

Hele Landet kom sammen for at se den store Kanon. Professoren kaldte ikke, før han havde Ballonen hel færdig til at fylde og gaa op. Loppen sad paa Prinsessens Haand og saa til. Ballonen blev fyldt, den bovnede og kunde neppe holdes, saa vild var den.

„Jeg maa have den tilvejrs, at den kan blive afkølet;" sagde Professoren og satte sig i Kurven, der hang under den. „Ene kan jeg ikke magte og styre den. Jeg maa have en kyndig Kammerat med, for at hjelpe mig. Her er Ingen der kan det uden Loppen!“

„Jeg tillader det nødig!" sagde Prinsessen, men rakte dog Loppen

til Professoren, som satte den paa sin Haand.

"Slip Snorer og Tov!" sagde han. „Nu gaar Ballonen!"
De troede han sagde: „Kanonen!"

Og saa gik Ballonen højere og højere, op over Skyerne, bort fra de Vildes Land.

Den lille Prinsesse, hendes Fader og Moder, hele Folket med stod og ventede. De vente endnu, og tror du det ikke, saa rejs til de Vildes Land, der taler hvert Barn om Loppen og Professoren, troer at de komme igjen, naar Kanonen er kølet af, men de komme ikke, de ere hjemme hos os, de ere i deres Fædreland, kjøre paa Jernbane, første

Plads, ikke fjerde; de have god Fortjeneste, ftor Ballon. Ingen spørger, hvorledes de have faaet Ballonen eller hvorfra de have den, de ere holdne Folk, hædrede Folk, Loppen og Professoren.

En fransk Landsbyfest.

eg kom

tir

det er nu over en halv Snes Aar siden Dijon med Toget, der over Culoz skulde til Genf. I Dijon var foruden Tid til Middagsspise en halv Times Ophold, som jeg benyttede til at spadsere op og ned ad den bræde, luftige Perron. En Mand kom, slet klædt, i en gammel Pijækkert og med en gammel, bulet Hat paa Hovedet, fulgt af en Drager, der bar en Vadsæk. Manden tog imod Vadsækken, sagde et enkelt Ord, hvortil Drageren svarede med et spørgende Udtryk. Manden gjentog Ordet, Drageren faae igjen og rystede paa Hovedet, hvorpaa Manden med et Udtryk af Ærgrelse vendte ham Ryggen, kaftede Vadsækken paa en Bænk og gav sig til at spadsere op og ned ligesom jeg. Vi kom forbi hinanden, og det syntes mig, jeg skulde kjende ham. I London havde jeg hos en Forretningsmand adskillige Gange feet en Mand, der idetmindste stærkt lignede ham, en rig Kulmine-Eier og Fabrikant ved Navn Elliots. Vel faae den Mand, jeg nu havde for mig, fattig ud; men da jeg anden Gang kom forbi ham, lagde jeg Mærke til hans Linned: det var baade hvidt og fint. Hans usømmelig fattige Dragt forklarede jeg da af den Tilbøielighed, som mange Engelskmænd have, naar de reise, og som hidrører fra deres utaalelige Ringeagt mod „Fastlandsfolk", nemlig slet ikke at bekymre sig om deres Dragt, men slide deres gamle Klæder paa Continentet". Jeg kan, som alt tilstaaet, ikke lide dette; men selv uden Hensyn dertil havde jeg ingen Anledning til at hilse paa Mr. Elliots, eftersom vi aldrig vare blevne forestillede for hinanden, og et fornuftigt Menneske, der kjender Engelskmændene, vil, naar denne Ceremoni ikke er bleven iagttaget, vogte fig for at hilse og faae sin høflighed anseet som Paatrængenhed. Han vedblev imidlertid at gaae op og ned, siensynlig for

dybet i vrede eller mismodige Tanker. Tilfældigvis kom han til at see paa mig, og jeg bemærkede da et pludseligt Glimt i hans Dine, som om en Gjenkjendelsestanke slog ham; men i næste Secund vare vi forbi hinanden, og da den lille Bod, hvor der sælges Bøger og Aviser, i samme Dieblik blev aabnet i den anden Ende af Perronen, gik jeg derhen. Med Et faae jeg Mr. Elliots ved Siden af mig, og med ligesaa gentlemanly Frihed, som om han havde været ordenlig klædt, spurgte han paa Engelst, om vi ikke havde mødt hinanden i London. Jeg svarede, at jeg antog det. Med et Udtryk af Fornstelse, der ligefrem forstjønnede hans store, brede Ansigt, raabte han: „Gud ske Lov, at jeg igjen hører Engelst! Gud ske Lov, at jeg igjen kan aabne min Mund og tale som et Menneske! Hvor skal De hen? Til Kjulods?" „Ja, over Culoz til „Det skal jeg med! Rent ud sagt, det er ligesom en Lykke for jeg antager, at De ikke har Noget imod, at vi blive

Genf." for mig fammen."

-

Dette Udbrud var saa usædvanligt fra en Engelskmands Side; det er saa sjeldent, at en Engelskmand vil tilstaae at behøve et andet Menneske, og da det ganske sikkert ikke var min Person, men min Evne til at forstaae Engelsk, der gjorde mig nødvendig og behagelig for ham, spurgte jeg ham, da vi sað sammen i Vognen, hvorfor han reiste ene i Frankrig.

„Men det er ikke med min gode Villie!" raabte han; „hvis De troer det, tager De ftorlig feil. Nei! De veed maastee, at jeg havde Actier i en Kulmine og i en Fabrik. Jeg havde det er forbi. Jeg har solgt mine Actier. Disse strikes behagede mig ikke; England taber ved dem fin Overlegenhed over Fastlandsindustrien, og hvad Kulminerne angaaer, saa sover man aldrig rolig, man veed ikke, hvad Øieblik en sløv Arbeider aabner Sikkerhedslampen, og bums! Explofion! og man faaer ikke Udbytte, før Gruben er udgravet igjen, om den nogensinde kan udgraves. Nei! Nei! Jeg er over den Alder, da man holder af Livets Feber. Jeg sagde til mig selv, som Shakespeare figer: Enhver Mands Liv har en Flodtid, der løfter ham til Lykken, og jeg tilføiede paa egen Haand: En forstandig Mand venter ikke, til det bliver Ebbe. Saa folgte jeg. Saa havde jeg mine tre Procent Consols til anstændig Cours — og saa blev jeg syg. Ikke sengeliggende, men ilde tilpas, gnaven, mismodig, af Dovenskab, naturligvis! Jeg spurgte Doctoren. Han sagde: Reis! Han sagde: Reis! - Hvorhen? Lil Frankrig,

det et et smukt Land, til Sydfrankrig, til Schweiz, til Alperne, spadser op ad Alperne. Men jeg kan ikke Fransk. Saa reis med En, der kan Fransk; farvel! Vel, jeg faae mig om efter en Reisefælle, der kunde Fransk. Traf De nogensinde paa Mr. Edmonton, James Digby Edmonton? Prægtig Fyr; havde levet et halvt Aar paa Guernsey ; talte Fransk som De Engelsk. [Men dersom man troer, at det er en Compliment, naar der bliver sagt, at man taler Engelsk, som en Engelskmand taler Fransk, saa „tager man storlig feil"]. Han skulde bruge Druecuren. Jeg veed ikke, hvad der feilede ham, han saae ud som Sundheden selv; men Doctoren vidste vel bedre. Vel, det var for tidlig paa Aaret til at faae Druer i Paris, og man raadede os til at reise Druerne imøde, og vi kom til Dijon. Men der var heller ingen Druer endnu. Saa fik Edmonton den Idee, at medens Druerne modnedes, kunde han drikke Vin. Jeg maa nu sige Dem, at Mage til Pomard, som man faaer i Dijon, er der ikke i hele Verden, og stakkels Edmonton var forsaavidt undskyldt. Der er i Sandhed ingen bedre Druesaft. Men Edmonton begik den Feil at paastaae, at Pomard ligesom anden fransk Vin kan drikkes som Melk. Det er en Overdrivelse; for Pomard er Bourgogne, og Kræfter har den baade til det Gode og til det Onde, og eftersom stakkels Edmonton efterhaanden gav sig til at drikke urimelig meget fandt at sige, hele Dagen, undtagen ved Frokosten, saa drak han Champagnecognac fik han en Dag Delirium. Har De nogensinde seet en Mand gaae saadan og fange Fluer? Det er stygt. For ikke at faae ham paa et franst Hospital telegrapherede jeg til en af hans Søstersønner i London, og man hentede ham igaar. Men jeg havde glemt at telegraphere efter en ny Reisefælle, der kunde Fransk, og egenlig kjendte jeg da heller Ingen i Hast. Her nu, hvad jeg siger: Jeg har været i Afrika, inde i Sahara; men jeg har aldrig vidst, hvað en Ørken var, før jeg var ene mellem lutter Franskmænd. De franske Ord, jeg i gamle Dage har lært, lyde ikke rigtig Fransk, naar jeg siger dem, og naar de Andre sige dem, lyde de ikke, saa jeg kan kjende dem. Jeg kunde ligesaa godt lytte og høre efter Ørkenens Vind eller Regn eller Tagdryp eller Hanegal eller Frøkvækken. Jeg var stum, jeg var døv, jeg var i et Menneskehav af lutter Døvstumme, lige til jeg nu mødte Dcm. Gud velsigne Deres Forældre for, at de lode dem lære Engelsk og formodenlig ogsaa Fransk.“

Han sagde Alt dette med tørt Lune, og i den Stemning, som derved