ligvis baade omarbejdede det Gamle og komponerede Nyt til. Shakespeare elskede han højt, og hans Inspiration synes ved denne Lejlighed at have været mer end almindelig kraftig. Fornemlig ere Melodramerne i hans Musik til „Macbeth" ligesom Melodramerne i „Ludlams

14

Hule" virkelig geniale ved en energist og udtryksfuld Stemning. Det gjælder her som i det Hele med hans Kompositioner, at hvor en dyb og ægte Følelse med alvorligt Anstrøg fulde gjengives i en kortere, snævert begrænset Form, var Weyse i Stand til som sand Mester at blive poetisk bevæget og give Poesien et kunstnerisk fuldendt Udtryk, hvorimod han i andre Sfærer og i bredere Former let kom til at robe, hvordan hans Talent dels af Naturen, dels formedelst hans Livsstjæbne havde fine bestemte og ikke vide Grænser.

Wret som en fremragende Komponist, ja af Nogle vel endogsaa værdsat over Fortjeneste, men til Gjengjald ikke rigtig populær for Mængden, levede Weyse gjennem hele Frederik VI's og lidt ind i Kristian VIII's Dage. Han var i Almindelighed ret villig til at give yngre Komponister gode Raad, naar de ikke toge sig hans Særheder for nær; men han gav i fine senere Aar ikke egenlig Undervisning, og blandt hans Elever fra tidligere Dage lever maaske nu ikke fler end Hds. tgl. Højhed Arveprinsesse Caroline, som han informerede i Sang. Han dannede heller ikke nogen Skole af Musikere, undtagen forsaavidt hans Romancer selvfølgelig maatte blive Udgangspunktet for andre Romance-Komponister, og naar han f. Ex. bidrog Sit til at føre I. P. E. Hartmann frem, maa man dog sige, at det Karakteristiske hos denne ganske vist ikke bestaar i Noget, der hænger væsenlig sammen med Weyses musikalske Forfatterskab. For dette var den danske Romance den store Mission, denne Mission fuldbyrdedes, og derfor vil Weyse altid regnes blandt vore mindeværdige Mænd.

Han døde Natten mellem den syvende og ottende Oktober 1842, i en Alder af 681 Aar. Han havde i den sidste Tid været besværet af Asthma og kunde, da han Fredag den 7de kom hjem, ikke gaa op ad Trapperne uden Hjælp. Han maatte ogsaa have Hjælp til Afklædningen, da han søgte Sengen. Med de Ord: „Godnat, Børn, og lad os nu sove i Guds Navn!" sendte han sit Tyende bort. Næste Morgen fandtes han død.

temmelig tidlig om Aftenen

Hans Jordefærd foregik med megen Højtidelighed fra Frue Kirke; hans Lig fortes, efter hans Ønske, til Roskilde.

A. Falkman.

Englen Israfil.

Mythe.

a Herren vendte bort sit Aasyns Straaler Fra Lucifer, som stod med trodsig Mine, Da sank den onde Engel dybt med Pine, Saa dybt, som ingen jordisk Tanke maaler Og alle Himlens Engle knælte ned Og lovsang Guds Retfærdighed Med Afsky for den Faldnes Brøde; Kun ene Israfil, den altfor bløde, Nedsendte smertelig et Taareblik Til den Forvorpne, som forgik, Og kunde ej fin Medynk tæmme; Vel knæled han og brød i Lovsang ud, Men da han priste Godheds Gud, Graadkvalte Smerten tidt hans Stemme Dog hurtig førte Anger ham til Bod; Den hviskede: „Vend bort dig fra det Slette, Og vogt dig for at gaa med Gud i Rette!“ Og brat han kasted sig for Herrens Fod, Og da Guds milde Faderblik ham traf, Han tryglede om Naade og om Straf. „Saa være da din Straf“ lød Herrens Røst, „At hente Sjælene til Himlens Glæde Du tavs stal se de Dødelige græde, Mens blot et Ord af dig var salig Trost, Og stjent du fører Sjælene til Livet, Er dig dog Navnet Dødens Engel givet!"

Let er ham Sejren ved den Vises Leje,
Der trøstig venter uden Angst og Gys
Paa Livets Gaade, klaret ved et Lys,
Som Jordens Skarpfind ikke har i Eje;
Ja selv de Elskendes „Farvel"! herneden
Ved Livets Afsked, ser han uforsagt,
Thi dybt i Kjærlighed han veed er lagt
Et Haab om Gjensyn hist i Evigheden, —
Men ser han i det dunkle Sygekammer
Et Barn sig vaande i den sidste Stund,
Og hører han den blege Moders Jammer,
Da fristes tit til Trost hans tavse Mund
Men lydig imod Gud han venter stille,
Og bringer tavs til Himmerig den Lille.

Ludvig Badtcher.

Loppen og Professoren,

et Æventyr

af

H. C. Andersen.

er var en Luftskipper, ham gik det galt, Ballonen sprak, Manden dumpede og slog sig i Stykker. Sin Dreng havde han to Minuter forud sendt ned med Faldskjærm, det var Drengens Lykke; han blev uskadt og gik om med store Kundskaber til at blive Luftskipper, men han havde ikke Ballon og ikke Midler til at skaffe sig denne.

Leve maatte han, og saa lagde han sig efter Behændigheds Kunster, og at kunne tale med Maven, det kaldes at være Bugtaler. Ung var han og faae godt ud, og da han fik Mundskjæg og kom i gode Klæder, kunde han antages for et Grevebarn. Damerne fandt ham smuk, ja een Jomfru blev saa betagen af hans Dejlighed og hans Behændigheds

Kunst, at hun fulgte med ham til fremmede Byer og Lande; der kaldte han sig Professor, mindre kunde det ikke være.

Hans stadige Tanke var at faa sig en Luftballon og gaa tilvejrs med sin lille Kone, men de havde endnu ikke Midlerne.

„Vi ere jo unge Folk! og nu er jeg Professor. Smuler er ogsaa Brød!"

Hun hjalp ham trolig, sad ved Døren og solgte Billetter til Forestillingen, og det var en kold Fornøjelse om Vinteren. Hun hjalp ham ogsaa i et Kunststykke. Han puttede sin Kone i Bordskuffen, en stor Bordskuffe; der krøb hun ind i Bagskuffen, og saa var hun ikke at se i Forstuffen; det var som en Øjenforblændelse.

Men en Aften da han trak Skuffen ud, var hun ogsaa borte fra ham; hun var ikke i Forskuffen, ikke i Bagskuffen, ikke i hele Huset, ikke at se, ikke at høre. Det var hendes Behændigheds Kunst. Hun kom aldrig igjen; hun var kjed af det, og han blev kjed i det, tabte sit gode Humor, kunde ikke mere le og gjøre Løjer, og saa kom der ingen Folk; Fortjenesten blev daarlig, Klæderne bleve daarlige; han ejede tilsidst kun en stor Loppe, et Arvegods efter Konen, og derfor holdt han saa meget af den. Saa dresserede han den, lærte den Behændigheds Kunster, lærte den at præsentere Gevær og skyde en Kanon af, men lille.

Professoren var stolt af Loppen, og den var stolt af sig selv; den havde lært Noget og havde Menneskeblod og været i de største Byer, var blevet set af Prinser og Prinsesser, havde vundet deres høje Bifald. Det stod trykt i Aviser og paa Plakater. Den vidste, at den var en Berømthed og kunde ernære en Professor, ja en hel Familie.

Stolt var den og berømt var den, og dog, naar den og Profesforen rejste, toge de paa Jernbane fjerde Plads; den kommer ligesaa hurtigt som første. Det var et stiltiende Løfte, at de aldrig vilde skilles ad, aldrig gifte sig, Loppen vilde blive Ungkarl og Professoren Enkemand. Det gaar lige op.

„Hvor man gjør størst Lykke,“ sagde Professoren, „der skal man ikke komme to Gange!" Han var en Menneskekjender og det er ogsaa en Kundskab.

Tilsidst havde han berejft alle Lande, uden de Vildes Land; og saa vilde han til de Vildes Land; der æde de rigtignok kristne Menne

fter, vidste Professoren, men han var ikke rigtig Kriften og Loppen var ikke rigtig Menneske, saa mente han, at de nok turde rejse der og have en god Fortjeneste.

De rejste med Dampskib og med Sejlskib; Loppen gjorde fine Kunster, og saa havde de fri Rejse undervejs og kom til de Vildes Land.

Her regerede en lille Prinsesse, hun var kun otte Aar, men hun regerede; hun havde taget Magten fra Fader og Moder, for hun havde en Villie og var saa mageløs yndig og uartig.

Strag, da Loppen præsenterede Gevær og skød Kanonen af, blev hun saa indtaget i Loppen, at hun sagde: „Ham eller Ingen!" Hun blev ganske vild af Kjærlighed og var jo allerede vild iforvejen.

„Søde, lille, fornuftige Barn!" sagde hendes egen Fader, „kunde man først gjøre et Menneske af den!"

„Det lader Du mig om, Gamle!" sagde hun, og det var ikke net sagt af en lille Prinsesse, der taler til fin Fader, men hun var vild. Hun satte Loppen paa sin lille Haand.

„Nu er du et Menneste, regerende med mig; men Du skal gjøre hvad jeg vil, ellers slaar jeg dig ihjel og spiser Professoren."

Professoren fik en stor Sal at bo i. Væggene vare af Sukkerrør, dem kunde han gaa og slikke, men han var ikke Slikmund. Han fit en Hængekøje at sove i, det var, som laa han i en Luftballon, den han altid havde ønsket sig, og som var hans stadige Tanke.

Loppen blev hos Prinsessen, sad paa hendes lille Haand og paa hendes fine Hals. Hun havde taget et Haar af fit Hoved, det maatte Professoren binde Loppen om Benet, og saa holdt hun den bunden til det store Koralstykke, hun havde i Øreflippen.

Hvor det var en dejlig Tid for Prinsessen, ogsaa for Loppen, tænkte hun; men Professoren fandt sig ikke tilfreds, han var Rejsemand, holdt af at drage fra By til By, læse i Aviserne om sin Udholdenhed og klogt i at lære en Loppe al menneskelig Gjerning. Dag ud og ind laa han i Hængekøjen, dovnede og fik sin gode Føde: friske Fugle-æg, Elefant-Øjne og stegte Giraffe Laar; Menneskeæderne leve ikke kun af Menneskekjød, det er en Delikatesse; „Barne-Skulder med starp Sauce," sagde Prinsessemoderen, „er det mest delikate."

Professoren kjedede fig og vilde gjerne bort fra de Vildes Land, men Loppen maatte han have med, den var hans Vidunder og Leve