nærmeste Frænders), og som ganske vist har sine Mangler, men hvis Fortrin og fyldestgjørende Egenskaber for os godtgjøres ved den Yndest, som disse Romancer have vundet og endnu bevaret herhjemme. Weyse var langtfra lige heldig i den hele Række Romancer, der flød fra hans Pen, nogle ere temmelig tørre eller kjedelige, enkelte ligefrem mislyk kede, men aldrig sank han hen i den Art Fadhed, som vidner om overfladiske Stemninger og Misbrug af Evnen til at lave en letklingende Melodi. Snarere skades undertiden den melodiøse Lethed ved en altfor stor Iver for Deklamationens Nøjagtighed, men denne redelige Troskab mod Tert-Forfatterens Ord og Tanke, hvori man vel tildels kan finde en Aarsag til udlændinges svage Sympathi for Weyse, bidrager atter til at gjøre hans Romancer, der ere, hvad Romancer fortrinsvis skulle være: „en tæt Forening af Ord og Toner“, dobbelt værdifulde for det danske Publikum, som i dem finder ikke faa ypperlige og karakteristiske Digte af vore bedste Forfattere fra en given Tid musikalsk behandlede paa den mest træffende Maade. Han har havt Efterfølgere, der i for= fjellige Retninger have overgaaet ham og tildels beriget den danske Romance-Literatur med Elementer, som ikke findes hos ham; men lige= som han paa sit Omraade var hine Dages ubetingede Førstemand faavel i Tid som i Værd og Betydning, faaledes vil det næppe snart fte, at den bedre del af Weyses Romancer skulde synes forældede, og under alle Omstændigheder ville de til alle Tider bevare en mærkelig Rang i det Afsnit af vor Kulturs Historie, som omfatter en Fremstilling af den musikalske Kunsts Udvikling i Danmark.

Den anden Retning, hvori Weyses Snille udfoldede sig til Genialitet, var den frie Improvisation. Intet passede bedre og Intet er mere betegnende for det Indadvendte i hans egenlige Jeg end den mærkelige, efter Manges samstemmende Vidnesbyrd aldeles enestaaende og bogstavelig talt mageløse Evne, som han havde til at fordybe fig i Fantafter paa Klaver og Orgel i hans senere Aar mest paa det sidstnævnte Instrument. Ofte kunde han længe, meget længe sidde og udvikle fantasifulde Billeder i Toner, og skjønt han visselig i Grunden kun spillede for sig selv, havde han dog Intet imod at have Tilhørere, som i Særdeleshed efter Gudstjenesten i Frue Kirke kunde dvale længe derinde, nydende og beundrende. Endogsaa verdensberømte Improvisatorer skal han have overgaaet, efter hvad erfarne Kjendere vidne. Det hændte vistnok stundom, at Weyse forud havde betænkt, hvordan

han vilde tage fat, men det var let kjendeligt, at hans Styrke var den øjeblikkelige Inspiration under selve Spillet, som blev mere og mere frit, fyldigt og aandfuldt, jo længere han kom ind i Foredraget. Forsaavidt Indholdet skulde kunne gjengives i et andet Sprog end Tonernes eget, synes det atter her fornemlig at have været den vemodige, alvorlige og aldrig blødagtige Folsomhed, som han tolkede, hvortil dog især paa Klaveret stundom et vist bizart Lune med et komist Anstrøg var knyttet. Forøvrigt var hans Herredømme over denne frie Kunstform saa stort, at Improvisationerne ofte gjorde Indtryk af aldeles afrundede, lovbundne Kompositioner; men skulde han bagefter skrive dem op, var det, ligesom det Bedste blev glemt, Varmen afkøledes, Farverne blegnede, Friskheden var borte, og en vis Tørhed traadte mangen Gang i Stedet.

D

Det er ovenfor omtalt, at Weyse havde en anselig Færdighed som Klaverspiller. Han har dog ikke komponeret meget for dette Instrument og Intet i større Stil, men ikke desmindre findes der nogle Arbejder, som i fin Tid Alverden herhjemme skulde spille, og som endnu have ikke ringe Værd, navnlig hans Allegri di bravura og fornemlig de to Hefter Etuder.. De ere noget vanskelige men lønnende, thi de indeholde virkelig geniale Træk baade i Henseende til den formelle Be= handling og for den egenlige Konceptions Vedkommende; særlig kan man fremhæve F-molls Etuden, som er aldeles karakteristisk for den mest betydningsfulde Side af Weyses Væsen. Dersom disse Etuder kunne siges at være mindre bekjendte for Nutiden, er det dennes og ikke deres Fejl; der har ogsaa været Tale om, at en yngre Komponist skulde udgive dem paany, hvilket forhaabenlig vil finde Sted.

Ulige frugtbarere end som Klaver-Komponist var Weyse paa Kirkemusikens Omraade, saa at hans Kantater o. Lign. udgjøre en temmelig omfangsrig Række, ligesom han af skreven Orgelmusik (Præludier, Postludier o. f. v.) har efterladt Adskilligt; hans Koralbog kan ogsaa henregnes til denne Gruppe. Den sidste betegner for sin Tid et umiskjendeligt Fremskridt, og gjennemgaaende vidner den om en ejendommelig Sands for Skjønhed i Harmonisering, hvorimod den er mindre praktisk til at fynge efter, fordi den ikke altid synes tilstrækkelig udarbejdet med Hensyn til Stemmeføringen. At den ikke saa ubetinget kan gjøre Fyldest nu, da saa mange danske Menigheder fortrinsvis glæde sig ved en mere livfuld, baade festlig og folkelig Psalmesang, ligger i de om=

skiftede Tidsforhold og i den Omstændighed, at Weyse kun i saa ringe Grað var paavirket af de Livsspirer, som i hans Dage toge Vært i Kirken; den er alligevel i fin Retning og navnlig i ren musikalsk Henseende den bedste Koralbog, vi endnu have. Hans specielle Orgelmusik har aldeles tilsvarende Egenskaber: man bruger endnu hans Fuger o. f. v. som lærerige Studier, ja som udmærkede Exempler paa genial Kunstfærdighed, men man møder ogsaa i dem Meget, der snarere kan kaldes musikalsk Snitværk end virkelige Musikstykker, hvori der er Tankegang og Stemnings-Udfoldelse. Tidens rationaliserende Tendenser aabenbare fig i disse Former af Kirkemusik. Og delvis er det Samme Tilfældet i hans Kantater m. m., skjønt det vilde være ubilligt at glemme, hvor meget Smukt mange af dem indeholde. Ved Siden af Adskilligt, hvor det Kolde, det Rationalistiske synes fremherskende, findes f. Ex. i „Iesu Opofrelse" og i „Passions-Kantaten" mange Træk af en dyb, mere religios Følelse, ligesom der er saavel inderlige som malende og meget virkningsfulde Numre i Paaste-Kantaten" (i Es), i „Pintse-Kantaten" og i Den ambrosianske Lovsang". Man mindes endvidere det interessante Miserere og naturligvis de berømte Kantater til Sørgefesten i Anledning af Frederik VI's Død samt til Uviversitetsfesterne, hvori der er saa udmærket dejlige Ting, dog mere i Romancens Form end i egenlig Kirkestil.

"

"

Af Weyses Operaer er „Sovedrikken" ældst og i en vis Henseende interessantest, forsaavidt som Kompositionen af denne Musik falder i to Perioder: før og efter hans Kjærlighedssorg, saaledes som ovenfor omtalt. „Sovedrikken“ var i Foraaret 1808 gjort færdig til Opførelse, og fjønt Theaterchefen var imod Stykket som Jarce, fik Kunzen det dog antaget. Imidlertid var Dupuy, der skulde sunget Tenorpartiet, bleven Landsforvist, og det var vanskeligt at besætte Rollerne; først i Slutningen af Sæsonen 1808–9 kom „Sovedrikken“ paa Scenen, men gjorde strax megen Lykke. Et Par Aar efter komponerede Weyse „Faruk", hvis Text Ohlenschlager efter hans Opfordring havde skrevet; Digteren siger selv om den, at den ikke var uden Poesi, men en streng Kritik kunde den ikke taale. „Faruk“ opførtes første Gang til Frederik VI's Fødselsdag 1812; Fremstillingen var omhyggelig i Henseende til det Materielle men iøvrigt meget mangelfuld, og „Faruk“ behagede ikke. Langt bedre gik det med „Ludlams Hule", hvis Text lige= ledes forfattedes af Øhlenschlæger, og som kom frem til Kongens

Fødselsdag 1815. Musiken til „Ludlams Hule" er i flere Retninger Weyses bedste Operamusik, den folkelige, flotft-nordiske Lone er gjen= nemgaaende truffet godt, og som helhed er „Ludlams Hule" langt mere national-karakteristisk end „Sovedrikken“. Dernæst følger i Tidsrækken „Floribella" med Text af Boye; den er fra 1824. Forfatteren havde aldeles ikke været heldig, og hvad Kompofitionen angaar, havde Weyse aabenbart været altfor ivrig for at deklamere tydelig, saa Mufiken blev ikke rigtig sangbar. Den var for vanskelig for Datidens Operapersonale og kunde ikke tilfredsstille Publikum. Det er pudsigt nok, at der findes en vis Lighed mellem Et og Andet i Weyses Ope= raer, fornemlig i „Floribella", og Richard Wagners Musikdramer: hvad de have fælles, er netop hin Overvægt af det Deklamatoriske i Musiken paa Bekostning af det iorefaldende Rytmiske og Melodiose, og Fænomenet forklares let ved Henvisning til, at Weyse en Tidlang med megen Iver studerede Gluck, hvis Virksomhed som Reformator af Operaen Rich. Wagner vil fortsætte. Det behøver næppe at siges, at der allige= vel mellem Wagner og Weyse er mere Ulighed end Lighed, og naar Weyse overhoved ikke kan kaldes stor som Operakomponist

-

thi Alt i

Alt er det dog atter Romancerne i hans Operaer, som er det bedste i dem faa var han i hvert fald slet ikke betydelig som særlig dramatisk Operakomponist, og skjønt han vel nok har lært Andet af Gluck end det rent Deklamatoriske, har han dog enten ikke kunnet eller ikke villet følge Glucks Spor i Henseende til at lægge Hovedvægten ved en Opera paa Handlingens Udvikling med og i Tonemaleriets Udfoldelse. Meget mere var Mozart hans Ideal paa dette Omraade som paa andre, og at han selv kunde være godt fornøjet med slette Texter, betegner noksom hans Standpunkt. Engang i sit Liv fik han dog en virkelig dramatisk Text, nemlig da Heiberg 1827 lod ham komponere Musiken til „Et Eventyr i Rosenborg Have“. Alt tyder paa, at Weyse behandlede dette Æmne med Lyst; det morede ham at sætte i Toner, hvad han saa længe havde havt for Øje fra fine egne Stuer, og han blev, som alt bemærket, ualmindelig heldig i Skildringen af den lille Natur-Romantik, som kunde knyttes til de Heibergske Scener. Ogsaa skal det have interesseret ham at skrive en original Musik i Vaudeville-Stil, hvilket var Meningen, men i saa Henseende besað han rigtignok ikke tilstrækkelig Lethed; unegtelig er Adskilligt i et „Et Even= tyr i Rosenborg Have" komponeret temmelig svært i Forhold til Stykkets

kaade Handling og de store Krav, som det stiller til de Rollehavendes Komediespil. Endelig komponerede Weyse 1836 „Festen paa Kenilworth", hvis Tert han havde faaet H. C. Andersen til at skrive. Den følelsesfulde Romance Hyrden græsser fine Faar" hører hjemme i denne Opera, og Finalen, hvor Riddere, Bønder ofl. synge sammen, idet hver Part har sit eget Motiv, er baade interessant og karakteristisk, men i sin Helhed synes dog Musiken, skjønt behandlet med stor Dygtighed, at vidne om, at Opgaven i Virkeligheden ikke laa for Weyse. Der savnedes ikke Melodi, og der manglede ikke Livlighed, men det skortede paa Fristhed og Umiddelbarhed; selv i Ouverturen, som dog ved Siden af den kvikke lille Indledning til „Et Eventyr i Rosenborg Have" er den bedste, man har fra Weyfes Haand, bliver Livligheden ikke parret med virkelig Glæde og med en Festjubels Flugt og Fylde. Ej heller er det Ouverturen til „Festen paa Kenilworth“, som er bleven vor nationale Feft-Ouverture.

Hvad Weyse manglede som Opéra-Komponist, var vistnok ikke just naturligt Snille, thi Musikere af mindre Værd have gjort mere Lykke og opnaaet mere varige Resultater, men for at blive en heldig Opera= Komponist behøves der en vis praktisk Sands, en Alfidighed eller dog en Flersidighed og en Lethed til at tage Del i Virklighedens Liv og lære af Livet som Weyse ikke havde. Det laa aldeles ikke for ham at vinde fit Theater-Publikums Gunst paa Kunstens Værdigheds Bekostning, og paa den anden Side dyrkede han ikke tilstrækkelig systematist fit Talent i Retning af at skrive dramatisk, kantabilt og med tilbørlig velklingende Instrumentation. Havde han rejst mere og havt større Villighed til at lære af fine Samtidige i Tydskland og Frankrig, vilde han maaske saavel i andre Retninger som i Henseende til Instrumentation kunnet opnaa et mere fuldendt Mesterskab og en mere almen Popularitet, uden at han dog havde behøvet at blive en slet Popularitetsjæger. Nu virkede Standsningen i hans Udvikling ogsaa skadelig paa dette Omraade. Allerede i den første halve Snes Aar af sit Ophold i Kjøbenhavn skrev han adskillige Symfonier, der selvfølgelig vare i den Haydn'ske Stil, nette men langtfra betydelige Arbejder. Derved blev det imidlertid, og hvad han senere forsøgte i de større musikalske Former, vidner kun altfor tydelig om, at han ikke længe nok havde fortsat sin Udvikling. En af disse Symfonier benyttede han 1817 til musikalsk Ledsagelse af Shakespeares „Macbeth", idet han dog natur