Hvor meget han end i Grunden var Følelsesmenneske, viste hans Følelse fig dog ingenlunde som bred, jovial Gemytlighed, og hans Lune var i Reglen satirisk, ikke sjelden bittert ironisk. Naar han var meget udbudt, var det naturligvis tit, fordi han var en Kunstner af Rang, som pyntede t Selskabet, og fordi han kunde more Gjæfterne ved at spille for dem; men altid maatte det gaa til paa en egen Maade, thi bad man ham ligefrem om at musicere, gjorde han det ikke, hvorimod der helst stulde opføres den lille Komedie, at En eller Anden gav sig til at klimpre paa Instrumentet, indtil Weyse skubbede Vedkommende til Side og selv tog fat. Saa kunde han til Gjengjæld spille længe, ofte udmærket smukt, men stundom mere sært end kjønt - i Særdeleshed naar han fandt paa at gjøre Nar enten ad Andres Kompositioner, som han parodierede og hvis Mangler han travesterede, eller ad selve Tilhørerne, naar de ikke vare tilstrækkelig musikalske til at kunne skjønne, om han spillede rigtig eller galt. Han yndede ogsaa at gjøre Løjer ved at tage til Hoved= thema i slige Lejlighedsstykker et og andet Ord, hvis Bogstaver ere Nodenavne, f. Ex. CAFFE eller BACH, og ved adskillig Øvelse fik han endog en sær Virtuositet i denne Slags Kompositioner og i lignende musikalske Kunstlerier. Saaledes kunde han forbavse Folk som Lißt og Moscheles ved at improvisere en halv Times Tid i Træk i en saa urytmist Rytme som Fem-Fjerdedels Takt, hvilken det i Alminde= lighed falder svært at fastholde, naar det gjøres for Alvor, medens han formaaede med al Lethed at blive støt ved dermed, naar han tilsyneladende kun sad og legede i frie Fantasier".

Selskabets mer eller mindre rene Nydelse ved Weyfes Spil og Tale afbrødes ofte brat til et bestemt Klokkeslet, naar hans „Bolette“ kom at hente ham og følge ham hjem med fin Lygte. Han boede nemlig mange Aar alene med et kvindeligt Tyende, en Mellemting af Tjenestepige og Husholderske; en Lid havde han delt Lejlighed med en dengang ikke ubekjendt Musiker ved Navn Stein, men de to Venner bleve Uvenner og forsonedes aldrig mere. Siden tog han sig en Plejeson, SchaumburgMüller, og da denne havde stiftet eget Bo, havde han to endnu levende Brødre, Adjunkt og Præft Hansen, i huset. Overhoved havde han Huset. megen Glæde af Omgang med Unge, viste dem ofte et rørende, op= ofrende Venskab og ønskede dem bevæget en bedre Lykke, end stakkels Weysemand selv havde havt". Han kunde ikke blot tage oprigtig Del i deres tilfældige og forbigaaende Glæder og Bekymringer, men

havde ogsaa alvorlig Omtanke for, hvad der kunde have blivende Værd for dem, selv om det var i Retninger, for hvilke han personlig ikke nærede Sympathi; faaledes forærede han engang den førstnævnte Plejesøn alle Grundtvigs Skrifter, skjønt han selv var alt Andet end Grundtvigianer. Weyse havde i sin Barndom og Ungdom kun lært lidt, men siden syslede han gjerne med saavel belletristisk som videnskabelig Læsning, ja kastede sig i forskjellige Perioder med stor Iver over et og andet særligt Fag, saa han kunde have sin Fornøjelse af at „sætte" de unge Minervasønner, f. Ex. i Historie, i Astronomi eller saadanne Fag, som de netop skulde dyrke eller nylig havde dyrket til „Anden Examen“. Blev han end ikke lærd ved disse Studier, ydede de ham dog baade aandelig Adspredelse og almen Dannelse, hvorfor de ogsaa bidroge til at løfte Aanden i hans Musik, der jo gjennem= gaaende har et vist aands-aristokratisk Sving. Ulig mangfoldige andre Musikere af større eller mindre Snille glemte Weyse aldrig at være Menneske med flere Evner end den musikalske, og han kunde netop derfor virke saa siltrækkende paa Folk med fremragende Begavelse i forskjellige Retninger, fordi han selv havde flersidige Interesser. Havde han nu bevaret Friskheden og Modtageligheden fra sin første Ungdom, saa han vedblivende kunde optaget det Nye som virkelige Livselementer og ikke blot som Noget, der dog tildels kun var forbigaaende Adspredelse, da vilde hin Omgang med Literatur og med mange Slags fremragende Personligheder vistnok have kunnet ove en mere positiv Indflydelse end den, at han derved hindredes fra Alt, hvad der var simpelt og plat; som Forholdet var, lader det sig derimod ikke negte, at denne negative Virkning var størst, og at der med det Samme fulgte en vis Mangel paa hans Talents fyldige Udvikling i flere Retninger af det rent Musikalske.

Det maa nemlig gjentagende fastholdes, hvor mærkelig lidt Weyse aabenbart er bleven væsenlig paavirket af Noget, der er gaaet forbi ham efter hans ulykkelige Kjærlighed og dens kritiske Katastrofe i Foraaret 1801. Indenlands og udenlands, i det Æsthetiske og i det Kirkelige saavelsom i det Musikalske kom meget Nyt og Stort frem, uden at han beaandedes eller befrugtedes deraf i kjendelig Grad. Det hedder i Biografien i „Hist. Ark.“, at Weyse arbejdede i samme Retning som Øhlenschlæger og var hans aandelige Broder", og der kan desangaaende henvises til, at disse To en rum Tid plejede daglig Omgang, ligesom Weyse har komponeret

-

Mufik til adskillige Øhlenschlægerske Ord. Men det tør dog fremhæves, at det Centrale hos Ohlenschlæger næppe nogensinde har været Weyses Sag, og i Retning af det Centrale hos vor store Digter ligger da heller ej hverken „Faruk“ eller „Ludlams Hule“ saalidt som „Sove= drikken“, hvis man vil regne den med blandt de Øhlenschlægerske Texter. Tilknytningspunktet var Følelsesfylden hos dem begge, men den er hos Øhlenschlæger jo ikke det Afgjørende, undtagen i Forbindelse med en Fristhed og Livskraft, der langtfra var færkjendelig for Weyse. Snarere kan man sige, at den Side hos Øhlenschlæger, som vi i al Fald nutildags maa sætte størst Pris paa og tillægge størst Betydning - den Side, om man saa vil, der gjør Øhlenschlæger til Grundtvigs „aandelige Broder" og Vaabenfælle i Kampen for vort Folks Udvikling, men som rigtignok kun Grundtvig fastholdt og fremmede til Enden den stod Weyse knap i Forhold til. Det blev ikke Weyses Sag at komponere til Ohlenschlægers Tragedier (ikke at tale om „Aladdin“, der endnu venter paa sin Komponist), og skjønt Kunzen allerede havde begyndt i det Smaa, blev Opgaven liggende, saa at man, fraregnet Jensens Musik til "Væringerne i Miklagard", i denne Henseende maa gjøre et Spring helt over den Weysefke Tid til de endnu levende Komponister. Ikke heller greb Weyse det Nye, som vældede frem i den Grundtvigske Psalmedigtning; undtagelsesvis satte han vel Toner til en enkelt af dennes store Skare Psalmer og aandelige Sange, og særlig vil man med Taknemlighed mindes Melodien til „Den signede Dag“, men i det Hele havde han hverken Forstaaelse eller Sympathi for hele hin Strømning, hvor det Poetiske og Fantasifulde dog spiller saa betydelig ind. Karakteristisk er det derimod, at Weyse komponerede faa meget og faa udmærket til Ingemanns Morgen- og Aftensange, hvis barnlige og milde Følelse tilfulde laa indenfor hans eget Raaderum.

Mest betegnende er alligevel Weyses Opfattelse af samtidige Komponister. Han lærte i sine gode Aar (før 1801) Haydn og Mozart, Seb. Bach og Gluck at kjende; dem elskede han, i Særdeleshed de to førstnævnte, men dermed stoppede han, skjønt han levede famtidig med, ja tildels længere frem i Tiden end en Række Mestre som Beethoven, Spohr, Weber, Mendelssohn o. s. v. Naturligvis blev han ikke ubekjendt med disse Komponister, men hvorledes syntes han om dem? Hvad Beethoven angaar, fulgte Weyse vistnok med i hans første, d. v. s. Mozartske Periode; kom man derimod over til Beethovens anden,

-

endflge den tredie Periode, saa meldte Weyse sig aldeles fra. Selv om et Stykke Musik som den nutildags for meget ligefremme ansete Kvartet i F-dur (Nr. 7) sagde Weyse: „Ja, det kan jo være meget rart, men det lyder mest, som om det var skrevet til Hans Majestæt Fandens Geburtsdag", og da han engang fik Beethovens berømte Symfoni i C-moll (Nr. 5) at høre, ytrede han gjentagne Gange: „Hvad er det for Noget? Det begynder blot med Bum-Bumbelum, med et Thema paa et Par Toner, og saa bliver det til Ingenting." Naar det gik saaledes med det grønne Træ, kan man forstaa, at det var værre med Folk som Spohr, hvis kromatiske Tonefølger og ejendommelige Modulationer han stemplede som mavepineagtigt"; Weber behagede ham ikke heller synderlig, uagtet han mærkelig nok lod sig imponere af Musiken til Ulvesvælgsscenen i „Jægerbruden“, trods de harmoniske Dristigheder, som her ere anvendte; hvad fremdeles Mendelssohn angaar, er det i det Mindste vitterligt, at Weyse gav sig til at kritisere „Paulus“ saa hvaft, at hans Kritik ikke engang naaede at blive trykt, fordi den fandtes altfor ubillig. "Kinder!" sagde han ogsaa engang til nogle unge Musikere, der vare begejstrede for Mendelssohn; „tag Jer i Agt for ham; det er Jøde-Musik!“ De romanske Operakomponister, der i Weyses senere Aar bleve saa moderne, gik selvfølgelig uden Naade ind under Kategorien „BumBumbelum“, og da atter en ny dansk Tonedigter af en hel anden Slags, nemlig Niels W. Gade, efter Weyses Opfordring viste denne fin saakaldte „Ossians-Ouverture", bladede den Gamle kun lidt deri, undrede fig over Et og Andet men lagde den saa hen med de Ord: „Ja, jeg forstaar mig slet ikke paa eders nye Musik!“

Al denne underlige Begrænsning i Opfattelse, Tilegnelse og Paavirkning stod i naturlig Sammenhæng med Weyses afsluttede Liv, der ogsaa i ydre Henseende var saa snævert afpælet, at det aldrig naaede udenfor Kjøbenhavn længere end til Roskilde, hvor han jævnlig opholdt fig om Sommeren og spillede paa Domkirkens Orgel. Han var rigtignok langtfra velhavende, men med lidt Iver og Begejstring kunde han vel nok af og til taget fig Tid og skaffet sig Raad til at rejse. Han besøgte imidlertid aldrig Fædrelandets forskjellige Egne, og hans Sands for Naturskjønhed maa altid have været meget ringe, eftersom han endog i fine tidligere Aar tilbragte en Sommer (hos Schulz) i Frederiksdal uden at lægge videre Mærke til, at der var kjønt,

Itte heller gjensaa han nogen.

fordi det regnede faa meget". finde sin holstenske Fødeby, og end mindre kom han længere om i Verden. „Nu har De faret saa vidt om", sagde han engang til H. C. Andersen, da denne var vendt hjem fra en større Udenlandsfærð, „og jeg er bleven hjemme, men dog ere vi naaede lige langt." Ja, det var netop Knuden, at han ikke skjønnede, hvordan man kan lære ved at se sig om, og at han troede det muligt at naa frem ved at blive paa samme Punkt. Man vil ogsaa sjeldnere faa Indtryk af en frist Naturscene, af en Gjenklang fra Skovens og Markens romantiske Liv, naar man mindes de Weyseske Kompositioner; der spores noget Saadant hist og her, f. Ex. i Ouverturen til „Et Eventyr i Rosenborg Have" Weyse boede i lang Tid ligeoverfor, i Kronprindsessegade-, saavelsom i enkelte Romancer, men Naturens mangfoldige, brogede og farverige Romantik, der jo rigtignok ej heller svulmer frodig paa Kjøbenhavs Gader eller langs Roskilde Landevej, gjenklinger i Reglen ikke i hans Toner. Det var ikke Weyse, som satte Musik til „Der er et yndigt Land", hvis Melodi netop er saa fuld af Karakter i den her omhandlede Retning, og med hvilken ingen af Weyses Melodier til Nationalsange forsaavidt taaler Sammenligning. Hans Omraade var det rent Almenmenneskelige, det stille og indadvendte Sjæleliv, det Vemodige og Bløde eller det ømt Elskende og taalmodigt Troende; men var denne Tumleplads end indskrænket i Omfang, var den des rigere i Dybde, og var hans Talent end snævert begrændset, var han dog paa sit Enemærke en sand Mester baade i poetisk og i kunstnerisk Fylde.

I to Retninger fremtraadte hans Genialitet som Frugt af denne indadvendte Selvfordybelse, der blev hans Livs Skjæbne, nemlig i Romance-Kompositionen og i en uforlignelig Dygtighed som Improvisator af „frie Fantasier.“ Da det ikke her vil være paa sit Sted at gjen= nemgaa Weyses Romancer udførlig, skal det blot gjentagende fremhæves, at han er den danske Romances Fader, fordi han først ret kunstnerisk fortsatte den middelalderlige danske Visetone og der= ved opnaaede en national Karakteristik, som han dog individualiserede, idet han fandt et ejendommeligt musikalsk Indhold i sin egen Aand og Fantasi, hvis Præg og Begrænsning i væsenlig Grad bestemtes af hans Livs personlige Udvikling. Han skabte saaledes de første moderne, danske Romancer i en særegen Stil, der ikke har været fynderlig heldig til at vinde andre Folkefærds Bifald (ikke engang vore