Søren Kierkegaards samlede værker; udgivne af A.B. Drachmann, J.L. Heiberg og H.O. Lange, Bind 4–5Gyldendalske boghandels forlag (F. Hegel & søn), 1902 |
Almindelige termer og sætninger
Adam afgjørende altsaa Alvor Angest Apostelen Aristoteles Arvesynden Bedrag begynder behøver Beslutningen bestandig Bestemmelse bliver blot derfor derimod dersom dialektisk Discipelen Dogmatiken Dæmoniske Døden elske Enkelte erhverve Ethiken Evige Feigheden Forbigangne Forfærdelse Forhold forklare Forklaring formaaer Forskjellighed Forstand forstaae forsaavidt Forventning Friheden Frygt og Bæven følger første faae faaer ganske Gave give Gjerning gjøre Glæde Gode græske gaae gaaer havt Hedenskabet Hegel hiin hiint historisk hjælpe hvilket hvorledes Høieste hører igjen Individ Intet kjender Kjærlighed lader lidet lige ligesom ligesaa Livet Logiken Lykke lære Mand Menneske Maade maaskee maatte netop Overveielse Paradoxet Paulus Philosophien Plato Prodikos Psychologien Qvinde Salighed Samtidige Sandhed Sandseligheden Schelling seer seirer Sjel skee Skjebnen skjønne Skyld Slægten Socrates socratisk Strid stundom staaer Synden synes søger saadan saaledes Tale Tanke Taushed Troen Trøst tænke Taalmodigheden Udtryk Udvortes Ungdommen Vanskeligheden veed Verden vide Videnskab virkelig viser væsentligen Øieblik ønske Aand
Populære passager
Side 313 - Begrebet Angest seer man næsten aldrig behandlet i Psychologien, jeg maa derfor gjøre opmærksom paa, at det er aldeles forskjelligt fra Frygt og lignende Begreber, der referere sig til noget bestemt, medens Angest er Frihedens Virkelighed som Mulighed for Muligheden.* Man vil derfor ikke finde Angest hos Dyret, netop fordi det i sin Naturlighed ikke er bestemmet som Aand.
Side 300 - ... udenfor, er Alt forvirret. At forklare Adams Synd er derfor at forklare Arvesynden, og ingen Forklaring hjælper Noget, der vil forklare Adam, men ikke Arvesynden, eller vil forklare Arvesynden, men ikke Adam. Dette har sin dybeste Grund i. hvad der er det Væsentlige i den menneskelige Existents, at Mennesket er Individuum og som saadant paa eengang sig selv og hele Slægten, saaledes, at hele Slægten participerer i Individet og Individet i hele Slægten*,.
Side 356 - Øieblikkel, thi om den end fattede Evighedens Atom, saa fattede den ikke, at den var Øieblikket, bestemte den ikke forlænds, men baglænds, fordi Evighedens Atom væsentligen var for Græciteten Evigheden, og saaledes hverken Tid eller Evighed kom til sin sande Ret. Synthesen af det Timelige og det Evige er ikke en anden Synthese, men Udtrykket for hiin første Synthese, ifølge hvilken Mennesket er en Synthese af Sjel og Legeme, der bæres af Aand.
Side 314 - Det qualitative Spring er udenfor al Tvetydighed, men den, der gjennem Angest bliver skyldig, han er jo uskyldig; thi det var ikke ham selv, men Angesten, en fremmed Magt, der greb ham, en Magt, han ikke elskede, men ængstedes for; — og dog er han jo skyldig, thi han sank i Angesten, som han dog elskede idet han frygtede den.
Side 331 - Angest kan man sammenligne med Svimmelhed. Den, hvis Øie kommer til at skue ned i et svælgende Dyb, han bliver svimmel. Men hvad er Grunden, det er ligesaa meget hans Øie som Afgrunden; thi hvis han ikke havde stirret ned. Saaledes er Angest den Frihedens Svimlen, der opkommer, idet Aanden vil sætte Synthesen, og Friheden nu skuer ned i sin egen Mulighed, og da griber Endeligheden at holde sig ved.
Side 342 - Ethvert Individ begynder i en historisk Nexus og Naturens Consequentser gjælde endnu som nogensinde. Kun deri er Forskjellen, at Christendommen lærer, at opløfte sig over hiint Mere, og dømmer den, som ikke gjør det, at han ikke vil det.
Side 338 - Viden, som betyder Uvidenhed. Dens Forskjel fra den sædelige Uvidenhed viser sig let, fordi hiin er bestemmet i Retning af en Viden. Med Uskyldigheden begynder en Viden, hvis første Bestemmelse er Uvidenhed. Dette er Begrebet af Blufærdighed Schaam I Blufærdigheden er der en Angest, fordi Aanden er bestemmet i Yderspidsen af Synthesens Differents saaledes, at Aanden ikke blot er bestemmet som Legeme, men som Legeme med den generiske Differents. Dog er Blufærdigheden vel en Viden om den generiske...
Side 167 - K. .n naar han selv bliver til Intet, kun da kan Gud gjennemlyse ham, saa han ligner Gud. Hvor meget han end er, Guds Lighed kan han ikke udtrykke, Gud kan kun aftrykke sig i ham, naar han selv er bleven til Intet.
Side 426 - Den, der i Forhold til Skylden, opdrages ved Angesten, han vil derfor først hvile i Forsoningen.
Side 358 - Det Begreb, hvorom alt dreier sig i Christendommen, det, der gjorde Alt nyt, er Tidens Fylde,* men Tidens Fylde er Øieblikket som det Evige, og dog er dette Evige tillige det Tilkommende og det Forbigangne. Naar man ikke passer paa dette, da kan man ikke frelse et eneste Begreb fra kjettersk og forræderisk Tilsætning, der tilintetgjør Begrebet. Man faaer ikke det Forbigangne ud fra sig, men i en simpel Continuitet...