Troubadurens lærlingForlaget Arabesk, 15. okt. 2015 - 250 sider ”Mine damer. Mine damer og herrer, ja sådan begynder jeg, for jeg er den smukkeste og vildeste sjæl, der nogensinde har talt åbent om disse ting”. Sådan begynder troubaduren Trofaldino sin beretning i den moderne klassiker, Troubadurens lærling, som er en fantastisk fortælling om kærlighed, overlevelse og vildskab på pestens tid. Romanen følger trubaduren på hans vej gennem 1300-tallets pesthærgede Europa, fra Sicilien til Danmark og tilbage – i selskab med sin lærling og elskede, Tijar. Romanen er blevet sammenlignet med både Kongens fald, Rosens navn og Gabriel García Márquez, men i bund og grund er den helt sin egen! Weekendavisen skrev: ”Denne roman har simpelthen alt hvad en god historie skal have – drama, spænding, kærlighed, fantasi og mystik”. |
Indhold
Afsnit 2 | |
Afsnit 3 | |
Afsnit 4 | |
Afsnit 5 | |
Afsnit 6 | |
Afsnit 7 | |
Afsnit 8 | |
Afsnit 10 | |
Afsnit 11 | |
Afsnit 12 | |
Afsnit 13 | |
Afsnit 14 | |
Afsnit 15 | |
Afsnit 16 | |
Afsnit 17 | |
Afsnit 9 | |
Afsnit 18 | |
Andre udgaver - Se alle
Almindelige termer og sætninger
ansigt armbrøste Arnauld Avignon Barberini begyndte bevægelse blik blive blod blå brændt byen bærer bålet Cathay Celestine drømme døde dør enhjørning faldt Fiametta Firenze fløj Frankerriget frem fyrsten fødder følge første fået gang Genova grønne grågæs gør gået går halsen helt hende himlen hinanden hjerte holdt hovedet huden hvide hvælvinger hænder hænger højt høre hørte hånd hår jorden kalder kender kinder kirkeskib kofte kranium krop krumhorn kvinde kærlighed kød langbue lige luften Lübeck lyde læber lægger længere løb Mama Bughatti mand mennesker muldyrene mund mærke mørke månebørnene månen måtte nakken niche næsen næsten omkring pergamenter pesten rundt ryggen røde side sidste sigøjner sjæl skygge slog slottet slørhaler slået slår små snart solen sorte springer sted stod strøm stuvningen styrtløb største sætter tamburinen Theofrastus Tijar tilbage trak Trofaldino trækker tårne vand vejret vendte Venedig verden vindebroen vore væk væsker øjeblik øjne
